Hvordan klædte den almindelige dansker sig
Hvordan klædte den almindelige dansker sig
Var almuens klædedragt uforanderlig, således at man generation efter generatiation gik i den samme dragt i de forskellige egne af landet? Folkedragter er ofte blevet defineret på denne måde, men den skiftende mode, båret af adel og velhavende borgere, havde hele tiden stor indflydelse på, hvorledes almuen gik klædt.
Udstillingen "Folketøj-Modetøj" på Brønshøj Museum søger at vise folketøjet, som det spejlede sig i moden fra 1750 til 1835. Tidsrummet er delt op i stilperioderne: Rokoko, Louis Seize, Directoire-Empire og Biedermeyer. Perioderne dækker fire generationers skiftende påklædning. Den ældste generation fik et glimt af lyset fra solkongen, Louis XIV's hof. Deres børn hørte om den franske revolution, børnebørnene mærkede følgerne af Napoleonskrigene og statsbankerotten, og oldebørnene oplevede den begyndende industrialisering og demokratisering.
Folketøjet udstilles på 27 dukker i halv størrelse. De er alle klædt i rekonstruerede dragter, hvor de enkelte dele er vævet og syet efter opmåling af bevaret tøj. Dragterne er sammensat på grundlag af skriftlige kilder og forskelligt billedmateriale. Tøjet til modellerne er udvalgt således, at man kan se dragter fra mange egne af Danmark. Dog har vi ikke lagt vægt på dragternes hjemsted, men sat dem sammen i grupper ordnet efter stilperioder. Det giver mulighed for at iagttage både ligheder og forskelle i moden op gennem tiden.
Udstillingen viser klart de store stilmæssige ligheder i dragter, der stammer fra forskellige dele af landet
På udstillingen vises modetøjet på plancher, som det kunne ses i datidens modejournaler og på kobberstik. Disse billeder og bøger cirkulerede i en snæver kreds og var sjældent kendt af almuen. Men resultatet så de, når adel og godsejere viste sig i det moderigtige tøj. Det var med til at påvirke almuens holdninger til, hvad der så fint og flot ud. Herefter varede det ikke længe, inden skrædderen og sypigen indpassede de nye snit og længder i folketøjet.
Bogen "Folketøj-Modetøj" indeholder en gennemgang af stilperioderne, som er illustreret ved udstillingens plancher af modetøj. Desuden beskrives de enkelte modeller af folketøjet. Modellerne vises på farvebilleder. Hver model har i udstillingen et nummer, der ligeledes anvendes i forbindelse med bogens tekst og billeder. Til sidst i bogen fortælles om baggrunden for produktionen af de vævede stoffer. Vævemønstrene kan ses på farvebilleder.
Den personlige udstråling er i høj grad bestemt af det tøj, vi bærer. Selvom udtrykkene skifter gennem tiderne, så er budskabet stort set det samme. Vi vil dels vise vores økonomiske velstand, dels vores gode smag samt kendskab til tidens kulturelle strømninger.
Det er designere fra Paris og London, der bestemmer, hvad der er "IN" i dag. Mens det i gamle dage var de store fyrster og deres skræddere, der satte normer og idealer for, hvad der var smukt og tiltrækkende.
De bevarede dragtdele på museerne, er ikke hverdagstøj men stadstøj. Det er dét tøj, som de senere generationer selv i krisetider ikke har nænnet at genbruge eller kaste bort. Dette er grunden til, at vi i dag har mulighed for at beundre de gamle dragter, deres fine materialer og gode håndværk. Sammensætningen af stærke farver og anvendelsen af mange pyntelige detaljer kan virke fremmedartet på os. F.eks. var mændenes veste og kofter lige så kulørte som kvindernes tøj. Først i biedermeyer-perioden ændres holdningen. Herefter blev mændenes tøj ensfarvet og mørkt, som vi kender det op til i dag. Kvinderne havde, undtagen i empire-tiden, vide skørter, og det var med til at understrege hofternes runde former.
Egnspræg - tidspræg?
Vores almindelige opfattelse af folkedragter er ahistorisk. Det skyldes først og fremmest, at vi har svært ved at aflæse de modemæssige forandringer i folkedragterne, hvilket nok bunder i, at der er stor forskel mellem vor tids påklædning og datidens dragter. I stedet bliver folkedragten ofte opfattet som noget, der kommer fra en mere eller mindre fjern fortid, og dragtens oprindelse bliver der sjældent sat år stal på. Variationer i dragternes snit, mønstre og farver begrundes med, at der i hvert lokalområde var forskellige traditioner. Det kunne også være tilfældet få steder f.eks. Læsø , Fanø og Amager. Ved at se bort fra modens konstante påvirkning af datidens folketøj, reduceres forskellene til alene at være et udtryk for egnspræg. Men, som det fremgår af udstillingen, var modens tidspræg en afgørende faktor for skift i dragternes snit, mønstre og farver.
De stilmæssige ændringer fra den ene generation til den anden var, som i dag, markante. Vi kunne måske endda forestille os, at de unge morede sig over det antikverede tøj, som de gamle gik rundt i. Samtidigt med at den ældre generation kunne blive forarget over de unges udskejelser!
Dragterne, der vises på udstillingen "Folketøj-Modetøj", er syet som kopier af originale dragtdele. Det er ensbetydende med, at de er lavet ud fra gamle dragter, der er målt nøjagtigt op, hvorefter der er konstrueret et snitmønster. Alle detaljer f.eks. lommer, knapper samt andet pynt bliver således nøje beskrevet. Desuden bliver dragterne fotograferet, og der tages nærbilleder af detaljer og stof. Ud fra dette materiale kan dragternes stilperiode bestemmes, og det er muligt at lave tro kopier af dem.
Syningen af dragterne foretages i hånden, og der bruges ikke symaskine på noget tidspunkt. Alle de specielle sømme og symåder, der blev brugt før i tiden, benyttes ved kopiering af dragterne. Syarbejdet foretages med en grov hørtråd, det gælder såvel ved sammensyninger som isyning af hørlærredsfoer. Skørterne kantes forneden med et slidbånd, og knaphullerne syes med kamgarnstråd. Til de fleste dragtkopier anvendes der fortrinsvis materialer, som er specialfremstillet af kunsthåndværkere. Det skyldes, at materialerne oprindeligt blev lavet af håndværkere, og derfor adskiller sig meget fra de masseproducerede varer, vi bruger i dag.
De håndvævede stoffer kan således kun købes hos vævere, der har genoptaget de gamle og smukke væveteknikker. På samme måde genskabes de gamle rokoko-mønstre af stoftrykkere, og herrehatte i filt laves af hattemagere. Sølvknapper og andet sølvarbejde bliver ligeledes udført, som sølvsmedene gjorde det før i tiden, hvilket vil sige, at mønstrene er graverede, og al udskæring og tilslibning er håndarbejde.
Nærmere oplysninger om dragterne og de vævede stoffer samt henvisning til andre leverandører af materialer til dragtsyning, f.eks. silkebånd, trykte stoffer, filthatte og sølvtøj fås af udstillingens tilrettelægger. Dukkerne
Dukkerne er blevet lavet for at kunne vise de vævede stoffer frem på en instruktiv måde. Det er der behov for, da jeg ofte kopierer dragter, der ikke har været beskrevet før. Dukkerne, der vises på udstillingen "Folketøj-Modetøj", er et resultat af flere års arbejde. Vi har valgt at lave dem i halv størrelse, hvilket vil sige, at de er halvt så høje som en voksen person. Kroppene er lavet af et ståltrådsskelet. De er herefter betrukket med en faconsyet stofkrop, der er fyldt ud med skumgummi. Fremstilling af modellernes hoveder har voldt de største problemer. De er, efter utallige hjemmeforsøg, blevet modelleret af en billedhugger. Derved har vi fået de rigtige proportioner og udtryk frem i ansigterne, hvilket gør, at de fremstår meget levende.
Dragtkopier i halv størrelse giver en lang række fordele, når de udstilles. Dels fylder de ikke så meget, og man kan derfor vise mange dragter frem på en gang under mindre forhold. Dels er de små dragtkopier overskuelige, samtidig med at man kan komme "tættere på". Dragtkopierne behøver nemlig ikke at være bag glas, som det er tilfældet med de gamle sårbare tekstiler.
For os har det været vigtigt, at dukkerne kunne bruges til at vise de vævede stoffer. Men som det har udviklet sig, har det desuden givet os mulighed for at illustrere, hvorledes dragterne kunne havde taget sig ud, dengang almuens tøj var nyt og moderne. De gamle dragter, der er bevaret, kan ikke give det indtryk, idet de ofte ser falmede og slidte ud, og derfor ikke yder retfærdighed til fordums glans.