De håndvævede stoffer til dragterne

De gamle dragter findes på museer rundt i landet samt hos private ejere. For at kopiere disse dragter kræver det et grundigt forarbejde, hvor tekstilerne bliver affotograferet, vævemønstrene optegnet, garnkvaliteten fastlagt og farverne bestemt. Det er ikke nemt i dag at finde tilsvarende garnkvaliteter, så derfor bliver uld og hør importeret fra England. Desuden bliver garnet specielt indfarvet, så tæt på de originale farver som muligt.

Hvergarn betegner stof, der består af hør og uld. Hørren anvendes til kædegarn. Kæden er de tråde, der spændes på langs i væven. Ulden anvendes til skud dvs. de tråde, der væves ind på hørkæden.

Taboret og kalemank er betegnelsen på mønstrede kamgarnsstoffer. Kamgarn er fint kæmmet uld og bruges til både kæde og skud. Efter vævningen får stoffet en behandling, der gør det blankt og glat som silke.

Jeg har specialiseret mig i en væveteknik, der hedder rudret drejl. Det er en teknik, som danner avancerede ruder og stjernemønstre. Rudret drejl er blevet fremstillet af laugsvævere på værksteder i byerne og solgt på markederne rundt omkring i landet. De smukke geometriske mønstre kendes langt tilbage i tiden. De er resultatet af en udvikling af skaftevæven, hvor man har en opsætning, der kræver 16/20 skafter. Kædetrådene sølles i spids og tramperne trædes efter samme system. Mønsteret kan forandes i en uendelighed blot ved at ændre opbindingen, så der dannes nye kombinationer af kædetråde, som skudtråden skal dække. Ved en sammenligning af stofprøverne KM 211, KM 212 og KM 264 kan man se, at der er anvendt den samme opsætning til de 3 mønstre. Det har krævet tid og træning at væve disse komplicerede mønstre, og det er derfor interessant at bemærke, at man også dengang har lagt vægt på at udnytte og genbruge de tidskrævende opsætninger.

Hørstof i rudret drejl blev af overklassen brugt til duge, vævet hvidt på hvidt. Desuden blev teknikken brugt i to-farvede silkestoffer til modetøj. Almuen havde ligeledes rudret drejlsstoffer, men aldrig i silke. Almindelige mennesker måtte nemlig, ifølge love og forordninger om begrænsning af luksusvarer, ikke bære silkedragter. Det var forbeholdt konge og adel. Men væverne omsatte teknikken i uld/hør, som almuen kunne betale.