Robert Green

Robert Greens debutalbum "Sleeping at 100 MPH" er et album, der viser, at de fem drenge godt kan skrue et godt og gedigent rocknummer sammen. Desværre kniber det lidt mere med at få disse numre ordentlig ud over scenekanten (eller højttaleren). Man har nemlig været alt for ivrig efter at skære kanterne bort, og det efterlader noget, der hverken er helt fugl eller fisk.

Robert Green er ikke en soloartist fra USA, men derimod fem danske knægte ved navn Rune, Søren, Brian, Niels og Janus. På deres Myspace-profil kalder de deres musik "stenerrock", og det er måske derfor, at deres nye album bærer titlen "Sleeping at 100 MPH" (hvilket rundt regnet er det samme som 160,93 kilometer i timen). Imidlertid kan man efter et par gennemlytninger godt blive lidt i tvivl om, hvorvidt de nogensinde kommer op over de 75. Der er nemlig tale om nogle sange, hvis potentiale ikke altid bliver indfriet.

Rock uden kant
Der ikke nogen tvivl om, at der er nogle ganske velkomponerede rocknumre på denne skive. Numre som "Learning to fly like an Al Qaeda Man" og "K is for Kill" er stort set skåret lige efter rockens ABC, men det er alligevel som om, der mangler det allersidste: Lidt mere tråd, lidt mere aggressivitet, lidt mere vildskab. Nogle gange er det godt at lade en guitarsolo eller en trommehvirvel stikke lidt ud fra helheden. Det sker imidlertid aldrig rigtig for Robert Green, og det kan i nogen grad godt efterlade følelsen af, at man kun har fået det halve, når man havde forventet det hele.

Det ku' være så godt..
I denne anmelders ører kunne det godt lyde lidt som om, at de sidste 10 % er røget på gulvet bag mikserpulten. I stedet er der kommet noget ud, der godt kunne mistænkes for at være en mere eller mindre bevidst grad af "konsensuslyd". Guitaren må ikke skille sig ud fra trommerne, trommerne må ikke skille sig ud fra bassen, og ingen af de ovennævnte må skille sig ud fra Rune Christensens vokal, der på de fleste numre er den bærende kraft.

Dette er selvfølgelig et kreativt valg, der står én frit for at tage, men prisen kan godt være noget af den kant, som man på andre numre faktisk fornemmer, at Robert Green er i besiddelse af. Lukker man øjnene, skubber lænestolen ned i liggeposition og lader sange som "Hells Kitchenette" og især den instrumentale "The White Bat" sive ind, sidder man pludselig med den gåsehud, som resten af albummet giver så mange løfter om, men som bliver så sjældent indfriet.

Udgivet på CPH-Sound.