|
|
Thomas Vinterbergs "En mand kommer hjem" er en veritabel tour de force i kedsommelighed - og det til trods for, at filmen går under genrebetegnelsen komedie. Det er en film, der placerer sig i den absolut dårligste ende af instruktørens oeuvre, og som nærmere er påtvunget skæv end den er skæg! En latterbombe, der hurtigt viser sit sande ansigt som søvnbombe..
Efter en pause på hele ni år fra dansk film, kommer Thomas Vinterberg hjem. Som kosmopolitten i En mand kommer hjem, der har gjort karriere udenlands, har også Vinterberg to internationale og stjernebesatte film i bagagen - It's All About Love (2003) og Dear Wendy (2005) - da han kaster sig over at realisere sit eget (med Mogens Rukov og Morten Kaufmann) komponerede manuskript.
Det undrer og ærgrer mig, at instruktøren bag to af mine danske favoritfilm - De største helte (1996) og Festen (1998) - kaster sig over et så tamt og bundkedeligt projekt som En mand kommer hjem (2007).
Hvor De største helte udgør en suveræn cocktail af lige dele komedie og drama effektueret i en strålende debutfilm, og Festen tegner et begavet og højpotent såvel som ulideligt og kompromisløst billede af en smadret familie, da sygner En mand kommer hjem hen i et limbo af uforløst og latent dramakomedie - den er simpelthen sørgeligt blodfattig indenfor begge områder!
Filmen starter ellers smukt med et fortryllende vue over sommergule marker med alskens idyl og vinkende bønder. Thomas Bo Larsen (der har medvirket i alle Vinterbergs spillefilm) træder i karakter som mandslingen - ja, mandslingen - Karl Kristian Schmidt, der for en kort stund vender tilbage til sine fynske rødder, hvor han skal hyldes af bysbørnene som den verdensberømte operasanger, han er blevet.
Schmidt har pålagt sig en række primadonnanykker - han spiser eksempelvis ikke mere, i hvert fald ikke som en mand - og forholdet til konen er udelukkende proforma, da hans mange udenomsægteskabelige sengeeskapader efterhånden har gjort hende godt knotten i skralden. Byen tager imod den hjemvendte kosmopolit med åbne arme og rød løber, men hurtigt viser det sig, at der er skeletter i skabet.
På hotellet, hvor Schmidt indkvarteres, arbejder den stammende Sebastian (Oliver Møller-Knauer) som kokkeelev. Han mistede sin far som ganske ung (eller gjorde han?) da denne valgte selvmordet som eneste udvej. Og som om dette ikke var nok for den unge dreng, så afslører han sin mor in flagrante delicto med en anden kvinde i sengen! Sebastian lover hermed sig selv, at han vil være bedre end både sin far og (viser det sig) løgnagtige mor.
Filmen spiller på mange tråde - ikke mindst folkekomediens og familiedramaets - og forsøger at opbyde en ramme, en arena, hvor især den unge Sebastian skal træde i karakter som en modpol til sin sociale arv. Ikke desto mindre placerer han sig selv i rollen som selvvalgt utro - og det på trods af de løfter, han så helligt gav sig selv som dreng. På ét område opfylder filmen dog et af komediens kardinalpunkter: den ender lykkeligt (surprise, surprise)! Filmens primære lyspunkt er klart Thomas Bo Larsen, der spiller den operasyngende casanova med stor indlevelse. Det er dejligt at se ham i en rolle, hvor han ikke spiller hårdkogt københavnerrod!
Jeg kan på ingen måde tvinge mig selv til begejstring over denne middelmådige undskyldning for filmmediet, denne kliché med stereotyp og forudsigelig handlingsgang, der bevæger sig så langsommeligt fremad uden at udvikle karaktererne, at man konstant er i farezonen for at lukke øjnene. Det er - med andre ord - en typisk genrefilm af den umanerligt kedelige, danske slags. En type film, som Vinterberg er alt, alt for dygtig og talentfuld til at give sig i kast med. Jeg ser frem til den dag, hvor Vinterberg for alvor kommer hjem og finder sin sande form igen.
Foto: Vihan de Mel
Ude på DVD fra Nordisk Film.
