Flere nyheder

 
Teater
Gengangere

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Gengangere
Man. 30. apr. 2012
kilde: KultuNaut, Lone Andersen-Lind

Fra den 20. april 2012 til den 19. maj kan et af Henrik Ibsens mest kendte og mest udskældte skuespil opleves på Århus teater. Rollerne er besat af en række dygtige skuespillere og man kan ikke andet end beundre Ibsen for at binde an med emner som selv i dag over - 130 år efter - stadig kan vække afsky og forargelse.

Gengangere handler om at valg har konsekvenser, at løgne, der skal dække over synder, og få ting til at tage sig bedre ud udadtil, kommer tilbage og hjemsøger én på et tidspunkt. Ibsen spider dobbeltmoralen, kvindesynet og hykleriet ved at sætte fokus på ægteskabet, kirken, pligt og idealer. Og det var stærk kost i slutningen af 1800 tallet.

Tilbage i 1881 og 1882 var bogen usælgelig og boghandlerne returnerede den i stor stil til forlaget. Ingen teaterdirektør turde sætte stykket op, men det tør man heldigvis i dag.

Stykkets gennemgående hovedperson er Fru Alving, spillet af Inge Sofie Skovbo. Fru Alving blev som ung gift med Kaptajn og senere Kammerherre Alving. Manden viser sig at være både en drukkenbolt og en skørtejæger. Fru Alving forsøgte at komme ud af ægteskabet, ved at stikke af med pastor Manders spillet af Bue Wandahl. Pastoren sætter imidlertid pligten og idealerne over kærlighed og følelser og overtaler Fru Alving til at vende tilbage til sit ægteskab. Fru Alving vender så tilbage og bruger herefter alle sine kræfter på at skjule mandens synder til hans død 19 år senere.

Hele dette forløb ligger forud for handlingen i skuespillet, hvor vi kommer ind dagen før åbningen af det børnehjem, som Fru Alving har ladet bygge i mandens navn og som pastoren skal stå for. Fru Alvings søn Osvald (Thomas Levin) er kommet hjem fra Paris, hvor han har arbejdet som kunstner. Osvald har svært ved at koncentrere sig, er træt og det ligger i kortene at han har fået syfilis. Da stykket blev skrevet, mente man, at syfilis kunne nedarves, men da moderen har givet udtryk for at faderen var sådan en god og dydig mand, tror Osvald, at han må være blevet smittet, da han var ung og ubekymret og bebrejder sig selv, at han ikke tænkte sig bedre om. Osvald bliver interesseret i hushjælpen Regine spillet af Mette Døssing, men ingen af dem er klar over, at Regine er resultatet af Kaptajn Alvings affære med Regines mor, som måtte skynde sig at gifte sig med Hr. Engstand (Kim Veisgaard), af frygt for, hvad folk skulle tro. Alt kommer dog for en dag i løbet af stykket.

Alle personerne i skuespillet kræver dygtige karakterskuespillere til at fylde rollerne ud. Det er meget nemt at få personerne i stykket til at virke karikerede og latterlige, men de skuespillere der er valgte til opsætningen på Århus teater klarer portrætteringen flot. Man fornemmer at personerne selv er fast overbevidste om det de siger, og derfor fremstår personerne i stykket autentiske og ikke latterlige eller småtbegavede, som det kunne frygtes.

Stykket varer 1 time og 30 minutter i selskab med nogle meget dygtige skuespillere. På trods af over 100 år på bagen har stykket stadig meget at sige til nutidens mennesker og kan stadig give noget at tænke over. Gengangere har faktisk mere potentiale for at blive forstået i nutiden end Ibsens andet store og kendte stykke "Et dukkehjem", hvor man i dag ikke helt forstår Noras dilemma.

Gengangere på Aarhus Teater
Se spilletider