|
|
(Foto: Jan Jul)
På Aarhus Teater har man ligesom hos kollegerne i Aalborg valgt at lave en opsætning af Tjekhovs "Kirsebærhaven". Aarhus Teater stiller med et stærkt hold, men ender desværre alligevel med en temmelig svag forestilling.
Når man opsætter en af de store klassikere (som Kirsebærhaven må siges at være), så er det utroligt vigtigt, at man har to ting for øje: For det første skal man være opmærksom på den samtid og de relationer, som dramaet skriver sig ind i. Og for det andet, skal man omsætte denne samtid til noget, der enten i sin oprindelige form bliver troværdigt for den nutidige tilskuer eller omskrive fokus til noget nutidigt, så det får en relevans for de mennesker, der ser på.
Den russiske dramatiker Anton Tjekhov (1860-1904) skrev sine dramaer i en tid, hvor symbolismen og realismen gik hånd i hånd, og de var på mange måder kendetegnende for den udvikling, der skete på teaterscenen starten af det 20. århundrede. Men i den forestilling man kan opleve på Aarhus Teater, er hverken symbolismen eller realismen særligt fremtrædende. Og der er heller ingen tydelige aktuelle temaer.
Kirsebærhaven er fortællingen om en families forfald, og om hvordan de mister deres gods og den dertilhørende kirsebærhave. Men i den oprindelige version af stykket, er det også meget mere end det. Det er en lang række menneskeskæbner fortalt i et snørklet mønster, som vikler sig ind og ud af hinanden og skaber både medfølelse og dynamik.
På Aarhus Teater bliver opsætningen af Kirsebærhaven en flad oplevelse. Teksten og skuespillerne er der intet i vejen med, og scenografien er virkelig fin og meget traditionel, og i det hele taget ligner forestillingen umiddelbart en sikker vinder. Men allerede fra første scene er det, som om der mangler noget. Der er mange mennesker på scenen, men selv om skuespillerne er aktive og bevæger sig rundt mellem hinanden, mens replikkerne flyver fra øst og vest, er der ingen energi, der driver fortællingen og dens personer ud over scenekanten. Det bliver statisk og lidt kedeligt, uanset om karakterne på scenen bryder ud i gråd eller jubel. De formår ikke at rive publikum med eller gøre deres tanker, følelser og replikker troværdige.
Det kunne være så godt, men det er det bare ikke. Det eneste tidspunkt, hvor forestillingen nærmer sig noget rigtigt og energisk, er hen mod slutningen, hvor Jermoláj Alekséjevitj Lopákhin (i skikkelse af Bue Wandahl) dukker op til en fest på godset og erklærer, at han har købt hele herligheden på auktion. Bue Wandahls fremstilling af den berusede, nyslåede godsejer er på samme tid troværdig og morsom. Men desværre er det kun en kort sekvens i en ca. to timer lang forestilling.
Det er svært at vide, om det hele ligger i instruktionen, eller om det skyldes en lang række uheldige sammenfald. Men iscenesættelsen fungerer ikke rigtigt, og det er en skam. Og især synd for de mennesker, der her ser en opsætning af et Tjekhov-drama for første gang og dermed nok næppe har lyst til at forsøge sig med denne dramatiker igen.
Kirsebærhaven
Aarhus Teater
Se spilleplan
