|
|
"Strømsteder // Sarfartuut" er en fragmenteret forestilling. En fortælling om Grønland og Danmark. Om fordomme og fællestræk. Og om at være både dansker og grønlænder. En lille kort forestilling, der er klar til at indtage scener i både Danmark og Grønland.
På bagtæpperne ses havet i skiftende blå-hvide nuancer. Foran på scenegulvet står store hvide plasticdunke belyst indefra - eller måske små afbrækkede stykker af isbjerge... Oven over bagtæpperne sidder to tv-skærme, hvorpå Mor Grønland og Far Danmark indimellem dukker op og giver deres besyv med til fortællingen.
På selve scenen er Nukâka Coster-Waldau alene om at formidle sit budskab. I korte sekvenser beretter hun om Grønland, om at være grønlænder, om at være dansker og mene noget om Grønland etc.
Forestillingen er fragmenteret. Små fortællinger adskilt af stammedanslignende sekvenser, der leder tankerne hen på noget oprindeligt. Som en urfugl eller en magiker. De korte sekvenser mellem monologerne bliver akkompagneret af musik med en klang af hav.
Det hele virker umiddelbart ret underligt. Meget flydende og særegent. Og som publikum kræver det lidt tilvænning, før man rigtigt kan give sig hen til, og tro på, fortællingen. Men efterhånden som stykket skrider frem, bliver man alligevel grebet. Og det skyldes især Nukâka Coster-Waldaus energi og troværdighed på scenen, mere end det skyldes teksterne.
Nukâka Coster-Waldau skifter (tilsyneladende helt ubesværet) mellem forskellige roller i de forskellige fragmenter i forestillingen. Hun er kvinden, der flyttede fra Grønland som barn for at bo i Danmark med sin danske far, og som efter kort tid glemte sit eget sprog. Hun er den grønlandske kvinde på gaden i Danmark. Dybt alkoholiseret på bunden af samfundet, som forsikrer om, at hun elsker sin mand, selvom han sommetider slår, at hun vil blive i Danmark, selvom man har fjernet hendes børn. Hun er den danske frisør, der bestemt ingenting har imod grønlænderne, men som godt lige kan fortælle et par sandheder om folket mod nord, der både er utaknemmelige, aldrig kan komme til tiden og har sex med hvem som helst, der kommer forbi - for at undgå indavl naturligvis.
Netop disse skift er forestillingens helt store styrke. De sker med en stor overbevisning og ses ned til de mindste detaljer i kropssprog, mimik og talemåde. Nukâka Coster-Waldau spiller ikke den alkoholiserede kvinde på gaden, hun skifter og bliver til kvinden for øjnene af publikum. Dette gør i sig selv forestillingen seværdig.
Der behandles mange tematikker i Strømsteder // Sarfartuut. Der er sikkert mange hentydninger, som blot går hen over hovedet på publikum. Forhåndskendskab til Grønland og vores fælles forhistorie vil sikkert være en fordel, men forestillingen kan også ses som et interessant billede på en anden verden. Et indblik i, hvordan det opleves at være grønlænder. Både i Danmark og i Grønland.
Strømsteder // Sarfartuut
Godsbanen
Se spilleplan
