Flere nyheder

 
Litteratur
Røver

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Røver
Tor. 10. okt. 2013

"Røver" er en rigtig sød historie om barndom og kærlighed. Om at ønske sig noget og gå efter det. Og om, at man godt somme tider kan ende det rigtige sted, selvom den vej, man vælger, måske ikke var helt den rigtige.

Drengen starter i skole og lægger fra første færd mærke til Ursula i den røde kjole. Han vil så gerne, at hun skal se ham. Vil så gerne have kontakt til hende. Men den slags kan være en svær opgave, når man er seks år og ikke helt ved, hvordan man skal bære sig ad. Dette er kort fortalt handlingen i Kim Fupz Aakeson og Kamilla Slocinskas nye børnebog Røver.

Kamilla Slocinska har stået for illustrationerne og Kim Fupz Aakeson for fortællingen. Tegningerne er sigende og understreger hele tiden stemningen i teksten. Drengen, der i begyndelsen blot hedder "drengen", forvandles først fra en almindelig dreng til en maskeret røver, og til slut igen tilbage fra røver til almindelig dreng. Dialogen er fin og forståelig for børn, og teksten forstår i det hele taget at holde børnenes interesse fangen med en god blanding af fortælling, dialog og lydeffekter.

Drengen vil så gerne imponere Ursula. Han vil gerne være interessant for hende. Så han fortæller hende, at han skal være røver, når han bliver stor. Men hvorfor vente så længe? Måske skulle han bare begynde med det samme. Og drengen begynder at stjæle ting fra Ursula. Først småting, som en tot af hendes hår og en elastik fra madpakken, hvor Ursula ikke fatter mistanke til drengen. Men da han vil røve hendes hånd og tape den fast som trofæ i sit kladdehæfte, bliver han afsløret. Til sidst lykkes det ham dog vist alligevel at stjæle lidt af hendes hjerte.

Historien er enkel: Dreng synes om pige. Dreng driller pige. Dreng går over stregen. Pige tilgiver. Dreng og pige bliver venner. Men netop pga. denne enkelthed fungerer Røver rigtigt godt. Børnene fanger budskabet med det samme. De er godt underholdt af drengens fjollede påfund. Og de kan godt lide, at drengen og pigen til slut bliver venner.

Alt i alt er Røver en rigtig god lille børnebog, som både kan være en lille enkel fortælling i sig selv, og som også kan få børn til at reflektere over, hvordan de selv tager kontakt til andre børn og skaffer sig nye venner. Bogen er tilegnet de 5-9 årige, men den kan også sagtens læses tidligere.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Kim Fupz Aakeson og Kamilla Slocinska: Røver
Gyldendal, 40 sider
ISBN: 9788702151589