Flere nyheder

 
Teater
I Am Johnny Cash

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
I Am Johnny Cash
Man. 19. maj 2014

Med forestillingen "I am Johhny Cash" får de sortklædte sange nyt liv på et lille skib i Nyhavn.

Lyden af et tog, der larmende ruller ind på perronen. Skinnerne hviner, som toget bremser og dampen går af. Voksdugen på langbordet klistrer en lille smule til albuen, men stemningen er familiær på Café Liva i Nyhavn. Frederikke Maarup Viskum og Astrid Højgaard Lundgreen har taget udfordringen op og fortolker i Café Livas nye forestilling intet mindre end 20 Johnny Cash-sange. Man kan måske have svært ved at forestille sig to unge kvinder fortolke voksne sange om at sidde i fængsel, sorg, stoffer, mørke og en god portion Cash-mandighed. Men når den sidste tone er sunget på den lille båd i Nyhavn, er man efterladt med en oplevelse, som man ved, man aldrig vil glemme.

De to kvinder er selvfølgelig klædt i sorte jakkesæt, og som de indtager scenen, fremfører de ordene "I am Johnny Cash". Aftenens forestilling varer 1 time og 15 minutter, og programmet består som sagt af 20 af Johnny Cashs bedste numre. Sangene flår os rundt i forskellige sindsstemninger, og vi er omstillingsparate. Vi græder, når den tilfældigt forbipasserende lytter til en døende mands sidste ord i "Give My Love To Rose"; I discokuglens skær skåler vi for manden, der har skudt sin kone i "Delia's Gone; Vi griner af manden, der ikke kan græde i "The Man Who Couldn't Cry". Og en dansk oversættelse af sangteksten er med til at belyse, hvor fjollet en sang det er, og hvor meget denne stakkels mand må gå igennem, før han endelig kan græde.

"There are two kinds of people, those who love Johnny Cash, and those who will". Efter aftenens forestilling hører jeg til blandt de første. De to kvinder er så nærværende og dramatiske i deres fortolkning, at man omhyggeligt hører efter hvert et ord og hver en lille forskel i kulissen. Og kulissen består faktisk kun af disse to kvinder og Lasse Schmidt på guitar. Men hvert nummer har en lille finesse, der gør, at stemningen på scenen skifter og drager os ind i en ny historie.

Oven i det er der en erotisk stemning mellem de to kvinder, og det er til tider en smule forvirrende med to kvinder i jakkesæt, som flirter med hinanden. Det er på en eller anden måde kønsløst, selvom der samtidig er enormt meget kvinde og enormt meget mand på scenen.

Instruktør Mads M. Nielsen kan være stolt over resultatet af denne forestilling. Den bringer Johnny Cash til live i en ny form og fører med denne opsætning sangene og teksterne helt ind under huden på publikum. Kvinderne giver sig helt hen til tilskuerne, og vi lader os forføre. Denne forestilling fortjener at blive set. Og hører man ikke til blandt dem, der allerede elsker Johnny Cash, ja så garanterer jeg, at man kommer til det.

I Am Johnny Cash
Café Liva
Frem til 21. juni