Flere nyheder

 
Litteratur
ABC i ny udgave

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
ABC i ny udgave
Ons. 25. jun. 2014

Knud Romer har begået en alternativ version til den traditionelle ABC. Små rim begyndende med hvert sit bogstav og akkompagneret af John Kørners dyreillustrationer skaber samlet set et helt og meget fint værk.

Knud Romer og John Kørners bog ABC består af 29 små vers om dyr - et for hvert bogstav i alfabetet, der matcher navnet på dyret. Rimene er på samme tid elegante og humoristiske og formår at fange såvel barnets som den voksnes interesse.

Alle vers er korte og med enderim. Nogle er morsomme andre mere alvorlige. Og enkelte dyrker ords dobbeltbetydning eller kommer på anden vis med et lille tvist.

Uglerne bor i håret
og ugler det hele året.
Husk at lade håret gro,
så uglerne har et sted at bo!

Alle 29 dyrebilleder i ABC er udsnit fra et stort maleri - ligeledes med titlen ABC - malet af kunstneren John Kørner i 2013. Illustrationerne er smukke og nærmest poetiske, når de står enkeltvis sammen med Romers tekst. De er svævende uden den store detaljerigdom og dog alligevel meget let aflæselige, som det de hver især illustrerer. Kørner får, med antydningens kunst, alle dyrene til at træde frem på siderne.

Lærken letter fra dit hjerte
og slår triller i det blå.
Når du lytter til en lærke,
kan du mærke hjertet slå.

På bogens bagside kalder forlaget bogen for "29 fabler fra Paradis til børn og dyr og mennesker." Og på mærkværdig vis er det faktisk ganske dækkende.

Ildfluen i det fjerne
er blevet tændt af Gud
og lyset fra en stjerne
som for længst er gået ud.

Eneste (lille) anke ved bogen er, at de bogstaver, der følger hvert rim og billede, ikke er tegnet, som barnet selv vil kunne gøre det. Bogstaverne har derimod form som trykte bogstaver og ligner ikke det håndskrevne alfabet. Men det er en rent grafisk detalje, der på ingen måde ødelægger eller for alvor forstyrrer bogens helhedsudtryk.

Køb bogen på saxo.com

Knud Romer og John Kørner: ABC
Forlaget Carlsen, 72 sider
ISBN: 9788711346495