|
|
(Foto: Natascha Thiara Rydvald)
"Erasmus Montanus" på Det Kgl. Teater er en sjov og evig aktuel fortælling om, at det er vigtigere at opføre sig ordentligt end at få ret, selv om man har det. Forestillingen spiller i Skuespilhuset til og med 23. oktober.
Historien, om hvordan sproget bruges som magtinstrument, er stadig aktuel, og i tider, hvor alt hvad man siger, kan og vil blive brugt imod én på diverse medier, er der stadig noget at lære af gode gamle Holberg. Denne opsætning af Erasmus Montanus er ikke mindre end den 13. på Det Kgl. Teater.
Erasmus Montanus er historien om bondesønnen Rasmus Berg, spillet af Thure Lindhardt, der rejser til København for at studere filosofi. Efter nogle år er han blevet en lærd mand, der kan disputere og tale latin, og han er klar til at hente sin forlovede Lisbed (Ida Cæcilie Rasmussen). Lisbed er et stort plus i forestillingen, men har desværre ikke så meget taletid. Rasmus Bergs forældre har ventet med længsel på, at han skulle vende hjem. Men unge Berg er blevet noget hovskisnovski og vil kun tituleres Monsieur Montanus, og han har svært ved at tale med folkene i landsbyen. Alt han gør, er at blære sig med sin viden og logik til stor irritation for landsbyens Per Degn (Søren Sætter-Larsen), som ikke bryder sig om konkurrence. Degnen forsøger at imponere omgivelserne med en masse sludder, og fordi bønderne ikke ved bedre, tror de mere på ham end på den hjemvendte søn.
Thure Lindhardt formår at irritere os alle sammen med sin opblæste attitude, men alligevel kan man ikke lade være med at få lidt ondt af ham, når han ikke kan få folk til at forstå, at jorden er rund. For at få kvinden, han elsker, er han nødt til at gå på kompromis med sin viden og vedkende sig degnens, ridefogedens (Ole Lemmeke) og svigerfarens (Henrik Koefoed) tro på, at jorden er flad som en pandekage.
Når diskussionerne går højt mellem degnen og unge Berg, kan det ind i mellem være svært at få fat i alle ordene. Skuespilhuset er kendt for god akustik, men denne aften var det som om, nogle af ordene ikke nåede længere end til scenekanten.
Scenografien er enkel, men giver en god stemning, og sceneskift markeres ved at alle løber en gang eller to hen over scenen, hvilket giver liv og lethed.
Vi kan nok alle relatere til både de uvidende landsbybønder og dem, der mener, de ved bedre. Det er godt at blive mindet om, at man ikke altid skal forsvare alt, hvad man selv har sagt. Og samtidig godt at blive mindet om, at nogle gange holder vi måske stædigt fast i vores egen misforståede logik i stedet for at lytte til andre.
Erasmus Montanus
Det Kgl. Teater, Skuespilhuset
Se spilleplan
