Flere nyheder

 
Teater
Nok se, men ikke røre Nefertiti

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Nok se, men ikke røre Nefertiti
Tor. 12. nov. 2015


(Foto: Thomas Petri)

Vivienne McKee og hendes hold af kinky egyptologer tager dig i år med til Cairo, hvor jagten går ind på at finde egypterdronningen Nefertitis grav. Men pas på, en forbandelse hviler over hende, så hvad end du gør: "Don't touch Nefertiti!"

London Toast Theatre har underholdt tusindvis af danskere med deres årlige juleshow, og år efter år er det den samme gamle opskrift men med nye råvarer. Man skulle tro, det blev trættende, men det er tydeligt, at godt og vel 90 % af publikum kender konceptet til fingerspidserne, og vi har glædet os til at komme tilbage.

Hvis du ikke har set en Crazy Christmas Cabaret før, skal du ikke føle dig udenfor. Tværtimod er såkaldte newcomers meget velkomne, og du bliver hurtigt både inkluderet og involveret - især på første række. En stor applaus til premiereaftenens "frivillige", Steffen, som havde mere scenetække, end han muligvis selv var klar over.

I år skal vi til det sandrige Egypten. En gruppe egyptologer leder efter den forsvundne grav af den smukkeste i det gamle Egypten - den legendariske Dronning Nefertiti. Men en frygtelig forbandelse vil ramme enhver, der rører Nefertiti, så vi lærer hurtigt vores publikumsreplik som i år er "Don't touch Nefertiti", ledsaget af en knyttet næve og buste-fagter for at understrege "titi". Ja, som sædvanlig serveres det hele med en masse dugfriske dirty-jokes.

Holdet i år er toptunet med Vivienne McKee, Andrew Jeffers, David Bateson, Bennet Thorpe, Katrine Falkenberg, Rikke Hvidbjerg og Crazy Christmas-debutanten Caspar Phillipson.

Man kan ikke sige Jeffers uden også at sige ekstravagante dameklæder, og igen i år er der heller ikke sparet på mængden af øjenskygge og fiffige detaljer. Men i år får vi også fornøjelsen af David Bateson i skørter, og det bliver det ikke mindre sjovt af. De to er et godt par som tvillingesøstrene Lady Hatshepsut Carnarvon (Sut) og Cleopatra (Patter). Bennet Thorpe er en personlig favorit. Hans mimik kan bedst sammenlignes med en overgearet lalleglad hundehvalp, og heldigvis får vi også fornøjelsen af en flok frække kameler i Cairos ørken.

Med Katrine Falkenberg og Rikke Hvidbjerg i showet er der lagt op til en bitch-fight mellem de to musicaltalenter, og de får begge lov til at vise, at de synger en vis del ud af bukserne. Årets nye mand, Caspar Phillipson, får også efterladt et vist indtryk, da han blæser taget af Glassalen med Sam Smiths Bond-hit "Writing's on the Wall". Og så slipper vi naturligvis heller ikke for "Let It Go", som alle forældre genkender, da den har spillet på repeat i samtlige børneværelser.

Når man, som undertegnede, begynder at være rutineret Crazy-Christmas-gænger, føler man sig som del af en familie, som er samlet for at sparke julen i gang. Nogle år er det sjovere end andre, men efterhånden som traditionen tager over, kan man bare læne sig tilbage og nyde de dele, man holder allermest af. Og hvis du vælger at gå ind og se Crazy Christmas Cabaret i år, vil det helt sikkert heller ikke være sidste gang for dig.

CRAZY CHRISTMAS CABARET 2015: Don't Touch Nefertiti!
London Toast Theatre i Glassalen i Tivoli

Forestillingen spiller i Glassalen indtil 9. januar og i Musikhuset Aarhus 14.-16. januar.

Se spilleplan