(Foto: Circus Alphaville)

Christian Lollike har samen med kunstnergruppen Corpus opsat en ballet, der handler om asylproblematikken, og hvor mere end halvdelen af de optrædende selv er flygtninge eller asylansøgere. Gennem hele februar vil de seks flygtninge med hjælp fra fem dansere fortælle deres historie i Det Kongelige Teater.

Det første, der møder en når man sætter sig klar sin stol, er en tekst, der fortæller, at stykket man netop skal til at se, kun er to tredjedele besat i forhold til den oprindelige plan. To asylansøgere er blevet nægtet opholdstilladelse i Danmark og er derfor gået under jorden, mens den sidste er blevet udvist og flyttet til Frankrig i overensstemmelse med The Dublin Relegation. Hvis man havde fået en opfattelse af, at det var tidligere flygtninge, der skulle fortælle om deres hårde liv fra flere år tilbage, så tog man fejl. Det er i allerhøjeste grad stadig folk på flugt, med usikker fremtid, der er med til at opføre Uropa. Premieren kunne ikke have haft en bedre dato. Lige midt i den internationale shitstorm, der hænger over Danmark grundet vores nye regler for behandling af flygtninge og migranter, bliver vi præsenteret for seks ulykkelige skæbner fra fem krigsramte lande; den ene mere grusom end den anden.

"Vi blev tvunget til fods gennem ørkenen, nogle kollapsede af tørst. Mange kom aldrig frem."

På scenen står et bord med plads til 12 personer. Krydderboller og Nutella er sat frem, og det hele ligner en nyfortolkning af Den Sidste Nadver. Fra hjørnet af scenen kommer der en guitarlyd, der mest af alt minder om den larm, de store apache-helikoptere laver i amerikanske krigsfilm. Mikkel Hess fra bandet Hess is More står alene og sørger for at trommer, bas og guitar skaber en dyster stemning af krig og kaos. Én efter én kommer de seks flygtninge og fem balletdansere på scenen. De næste 90 minutter hører vi deres historier, fortalt på den måde, de selv ønskede dem fortalt på. Gennem enten sang, dans eller drama. Det er ikke spor rart at være vidne til, og det er tydeligt, at de optrædende kunstnere stadig bærer deres ar helt tæt på sjælen. Smerten, fortvivlelsen og uretfærdigheden står stadig isklart i deres blikke. I løbet af stykket skiftes de til at fortælle, hvad de forbinder Danmark med. Her går det endnu en gang op for en, at de ting vi her i landet tager for givet, er ting man kun kan drømme sig til andre steder.

"De kaldte mig ond, de kaldte mig en djævel, de kaldte mig alt muligt grimt."

De seks personer på scenen er ikke uddannet på nogen kongelig balletskole i deres hjemland, men det virker ikke til at give dem mindreværdskomplekser over for de letfodede dansere, de deler gulvet med. Om de synger falsk eller off-beat er ikke det, det handler om. Hvis de misser et skridt, eller taber en takt, lægger man sjældent mærke til det. Det er ikke meningen at det skal være smukt, som havde man siddet på etagen nedenunder og set Svanesøen på Gamle Scene. Planen er, at man skal blive rørt, og det tør jeg love for, man bliver. Selvom man kan være skeptisk over for et koncept, hvor unge, hvide, velstillede mennesker skal forsøge at ramme en stemning og en følelse, de fleste gerne ville være foruden, så lykkes det overraskende godt at få historierne til at spille sammen med dansen og vivaret på scenen. Man mærker tydeligt at den tilgang, der har været til projektet, har været i fælles overensstemmelse med alle de deltagende. De seks flygtninge skiftes også til at deltage i hinandens stykker, og synge og danse med på hinandens sange. Selvom det ikke er de samme ting, de er flygtet fra, og de samme ting, de har oplevet, er det tydeligt, at de har et godt forhold til hinanden på scenen.

"En flygtning er en gæst, du ikke har inviteret, og som ikke gider gå igen."

Halvanden time er lang tid i selskab med så ulykkelige skæbner, og selvom rejsen væk fra krig og ødelæggelse er slut, er deres fremtid ikke på plads. Ventetiden og usikkerheden omkring deres fremtid har afløst de dårlige oplevelser de havde med hjemmefra. Selvom de er kommet i midlertidig sikkerhed inden for rigets grænser, er deres rejse ikke slut. De nye problemer de kæmper med er manglen på afklaring om deres fremtid. Indtil de får svar på, hvad fremtiden bringer, kan de med god samvittighed fortsætte med opførelsen af Uropa. Forestillingen er langt fra sukkersød, og det tætteste man kommer på en happy ending er de lettede suk og høje klapsavler fra publikum ved stykkets slutning. Verden er ikke et pænt sted, og der er ingen grund til at sminke den så den ligner det, men der er grænser for, hvor meget man kan holde ud at høre, og halvanden time er perfekt afmålt.

UROPA - en asylballet
Det Kgl. Teater, Gamle Scene, A-salen
Se spilleplan