Kirsten Sonne Harilds fortællinger om børnene Emmy og Frederik og deres oplevelser med de underjordiske har været så stor en succes, at første del i serien nu udkommer i anden udgave. Bogen er en gave for alle børn med fantasi og sans for dramatik.
Bogen handler om Emmy og Frederik, der er på besøg på Bornholm, Emmy med sin mor og Frederik med sin far. De to børn på henholdsvis 11 og 12 år møder hinanden, fordi de tilfældigvis kommer til at bo ved siden af hinanden. Hver især bærer de to børn rundt på nogle hemmeligheder, de ikke tør fortælle de voksne, og pludselig begynder der også at ske uheld og ulykker på den del af Bornholm, hvor børnene holder ferie.
Nogle mener, det er nogle bøller eller syge mennesker, som forårsager uheldene, andre beskylder Frederiks bedstefar for at stå bag, i forsøget på at forhindre opførelsen af en ny vej på Bornholm, som han mener, vil komme til at genere de underjordiske. De fleste finder bedstefaderens betragtninger latterlige, for hvem tror på de underjordiske i dag, i hvert fald ikke Emmy og Frederik, men er der mere mellem himmel og jord end de to regner med?
Den hemmelige by er en historie, som er svær at slippe igen, også når man har læst den til ende. Man kan ikke lade være med at spekulere på, om Frederik og Emmy virkelig møder de underjordiske i bogen, eller om det hele er noget, de har drømt. Svaret er ikke givet på forhånd, men er noget, enhver læser må gøre op med sig selv.
Køb eller bestil bogen hos bog&idé
Kirsten Sonne Harild: Den hemmelige by
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesdato: 06.07.2004
Sider: 216
ISBN: 87-02-03207-4