Esbjörn Svensson Trio (E.S.T.) er en gruppe, hvis spillestil uvægerligt vil dele jazzlyttere op i to lejre: på den ene side er der dem, der mener, at musikken er noget af det ypperligste og en videreføring af den traditionelle jazztrio bestående af klaver, bas og trommer, og på den anden, de, der mener, at E.S.T. har vundet et renommé, der ikke står mål med deres musikalske bedrifter. Lad mig med det samme slå fast, at denne anmelder absolut er at finde i den førstnævnte gruppe.

E.S.T. - bestående af Esbjörn Svensson (p), Dan Berglund (b) og Magnus Öström (tr) - er nok den jazztrio, der gennem de seneste 10 år har udviklet genren mest. De har vundet et utal af priser og har ikke mindst formået at ramme et publikum langt uden for jazzens normalt snævre grænser. Dette kommer blandt andet til udtryk i de steder, gruppen spiller: normale jazzgrupper spiller så godt som altid for et (stille)siddende publikum, hvorimod E.S.T., dels pga. gruppens evne til at skabe musikalsk intensitet, dels via brugen af moderne scenografi (lys-opsætning, røg osv., som ellers hører rock/popmusikken til), ikke blot spiller i traditionelle jazzklubber og store koncertsale, men også i alternative spillesteder, små klubber, alternative rock-klubber, hvor folk står op!

Viaticum
Viaticum er navnet E.S.T.'s netop udgivne plade. Det er suverænt trioen mest dystre udgivelse til dato, hvilket titlen også antyder: [vi'aticum] kan ses i betydningen 'det vi tager med os på rejsen' både her i livet og på den anden side (inden for den Katolske Kirke betegner det den døendes sidste nadver). Det dystre udtryk bør dog ikke skræmme nogen væk: det er en plade, der indeholder umådeligt meget, og nok så vigtigt synes den at vokse, for hver gang man hører den!

E.S.T. lyder ikke som nogen anden jazztrio, men selvom de nu igennem et årti har udviklet deres helt særegne lyd, er der på ingen måde tale om et fikseret musikalsk udtryk, der ikke gradvist ændrer sig. Fx er de mange iørefaldende melodier, der prægede trioens sidste plade (Seven Days of Falling, 2003), og som øjeblikkeligt fik dem ind på pop album charten i Tyskland, Frankrig og Sverige (nummer 15!), og sikrede dem Hans Koller jazz-prisen som "European Artist of the Year", på Viaticum skiftet ud med et lyd-landskab i stadig udvikling: numrene har sjældent en klart defineret form, men synes hele tiden - hvad enten de er afdæmpede eller aggressive i deres udtryk - at stræbe fremad mod et ukendt punkt.

Tidligere plader som fx Good Morning Susie Soho (2000) har været mere orienteret mod at skabe et klimaks i musikken, mens der på Viaticum findes en fantastisk uforløst intensitet, der næsten aldrig kammer over, men i stedet altid bevæger sig på grænsen hertil, som en iboende spænding i musikken. Gennem gentagne bas-figurer, melodiske mod-temaer, elektronisk forvrængede lyd-indtryk, funk/jazz/rock inspirerede rytmer, og en karakteristisk nordisk lyrisk jazz-tone, dannes et unikt udtryk. Musikken kan siges at repræsentere en minimalistisk innovation - ikke at forveksle med monotomi, som visse anmeldere desværre har gjort.

Dette høres i pladens andet nummer Eighty-eight days in my veins, der er opbygget af forskellige figurer og moduler (i klaver, bas og trommer), der er gang på gang skifter plades og væves ind i hinanden på forskellig vis: således ændres opbygningen hele tiden og intensiteten fastholdes. Indimellem folder de enkelte musikere sig ud i forskellige soli, der er præget af stor lyrisk kvalitet - Esbjörn Svenssons tone/lyd og valg af harmonier er ikke til at stå for! Temaerne er suverænt gode, og numrene er gennemarbejdet på en måde, så de har bibeholdt friskheden og originaliteten uden at virke overproducerede!

På pladen finder man også referencer til den klassiske musik: Esbjörn Svenssons inspiration herfra er mange steder ganske eksplicit. Nummeret The Unstable Table & The Infamous Fable er gennemsyret af en harmonisk Chopin-agtig klaverfigur - en harmoni, der dog negeres af Dan Berglund, som ved at bruge sin bue og elektronisk distortion frembringer en næsten Jimmy Henrix'sk skærende lyd på sin kontrabas. Sammen med Magnus Öströms fremadstræbende og evigt intense rytmer skaber en disharmonisk spænding, som dog igen senere afbrydes af et rent solostykke for klaver, hvor den svenske folketone for alvor kommer til udtryk: sådanne kontrastfyldte skift findes overalt på pladen.

Pladens dystre udtryk, det meditative sammenspil mellem de tre og det uhyre distinkte lydbillede er lige stærkt gennem alle numrene: lytteren fanges og slippes ikke fri igen. Således fortsætter E.S.T. med Viaticum udviklingen af trio-jazzen, og jeg vil anbefale alle, der har smag for den alternative musik (ikke bare jazz, for denne gruppe favner langt mere) at forsøge at lytte en af en hvilken som helst af E.S.T.'s plader: det er en enestående oplevelse!

Desværre indbefatter E.S.T.'s verdenstourné, der starter i marts, ikke et besøg i Danmark. Dog er der mulighed for at høre dem blandt andet i Lund d. 2.4.2005 (billetter på www.kulturmejeriet.se), samt et par andre steder i Sydsverige.

Af Jeppe Albers & Kaspar Thormod