Flere nyheder

 
Teater
Jean de France

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Jean de France
Tor. 13. jul. 2006

Fra den 10. -21. juli kan man opleve Holbergstykket "Jean de France eller Hans Frandsen" i autentiske omgivelser i Simonsens have i Den Gamle By i Århus. Stykket opføres af Teaterselskabet, som går meget op i at bruge den autentiske tekst og live orkestermusik. Så dette er Holberg, som stykket ville være sat op i forfatterens samtid.

Jean de France er et hylende morsomt stykke, som minder meget om Erasmus Montanus. Stykkets hovedperson er den unge Hans Frandsen, som er rejst på sprog- og dannelsesrejse til Paris og har tilegnet sig et væld af franske moder, hvilket hverken huer hans far eller kommende svigerfar. Hans Frandsen taler nu helst kun fransk, kalder sig Jean de France, og hans forlovede Elsebeth bliver til Isabelle, for det lyder dog mere frankofont. Han drysser endvidere om sig med franske gloser og stykket bliver kun endnu sjovere, hvis man forstår sig lidt må fransk, for det er ikke så lidt det franske sprog udsættes for af den unge spradebasse.

Som stykket skrider fremm, kommer Jean de France til at virke mere og mere sær på de mennesker, han er vokset op sammen med, ikke mindst kan hans far og kommende svigerfader slet ikke klare hans nye ideer og manerer. Samtidig har hans forlovede kastet sin kærlighed på en anden mand, men da hendes far ikke gerne bryder et løfte, er de nødt til at bede tjenerparret Marthe og Espen om hjælp, og Marthe udtænker en strålende plan til at få Jean de France i unåde hos Elsebeths far, så hun i stedet kan få sin elskede Antonius.

Stykket er som nævnt utroligt morsomt, men det bedste er næsten, at Teaterselskabet har valgt at spille det i Den Gamle By, hvor man rigtigt kan leve sig ind i atmosfæren. Det er en meget afslappet forestilling, publikum har lov at medbringe alskens madvarer, men drikkevarerne skal købes på stedet. Hele familien eller vennekredsen kan på den måde mødes en time, før forestillingen begynder og spise middag sammen, og herefter afslutte middagen med et godt grin.

Der er forestillinger hver dag undtagen i weekenden fra klokken 19.00 til ca. 21.30. Husk en jakke, et tæppe eller lignende, da det godt kan blive køligt ud på aftenen. Da stolene kan virke lidt hårde og ukomfortable, kan man også have glæde af at have en pude med at sidde på. Når man ikke at se forestillingen i Den Gamle By i Århus, spiller forestillingen igen den 26. august på Gl. Estrup kl 15.00.

Se spilletider