Flere nyheder

 
Musik
Kaj & Andrea: Vores sange

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Kaj & Andrea: Vores sange
Tor. 29. maj 2008

I løbet af de sidste fire årtier har børn i Danmark set på, lyttet til og sunget med på sangene fra det charmerende makkerpar Kaj & Andrea. Nu udsender Nordisk Film en cd-boks med titlen "Kaj & Andrea: Vores sange", som sikkert vil bringe glæde både hos store og små i de ganske danske hjem.

I de sidste 37 år har frøen og papegøjen, med mindre pauser, optrådt som et fast ugentligt indslag i DR1's Fjernsyn for dig. Det hele begyndte i 1971, hvor Kaj og Andrea startede deres tv-karriere sammen med Kjeld Nørgaard og Povl Kjøller. 1970'ernes afsnit er nærmest blevet genudsendt uafbrudt indtil 1998, hvor man genoptog filmningen af serien. Her er Kjeld og Povl blevet udskiftet med Christine Skou og Ole Kibsgaard i rollerne som Karla og Ole, men stilen er stadig den samme.

Kaj og Andrea er alsidige og bringer meget til børnene. Naturligvis i form af underholdningen på tv, men bestemt også via lydmediet. Børnene bliver præsenteret for musik fra Kajs jazzede sange til Andreas mere traditionelle popballader. Og på indholdssiden kan man måske som voksen ind imellem trække på smilebåndet, men sange som "Kaj og Andrea's duet", der handler om, at man godt kan være venner trods stor forskellighed, lærer trods alt børnene en vis form for tolerance.

I den nye udgivelse fra Nordisk Film finder man to cd'er med alle de klassiske sange fra de mange år med Kaj og Andrea, men der er også et enkelt nyt bonusnummer "Kaj's Rap (Kronprins Mix)". Desuden er der udover de to musikcd'er en bonus cd med i boksen. Her finder man syv af H.C. Andersens eventyr fortalt og dramatiseret af Kaj og Andrea, som heller aldrig tidligere er udgivet.

I det hele taget har Kaj og Andrea været med til at præge børnemusik og børneunderholdning i løbet af de forgangne 37 år. Det umage par er en væsentlig del af den danske kultur og er sågar blevet optaget i Kulturministeriets kulturkanon. Udtryk som "at bakke snagvendt" og "skødeflum" er efterhånden så optagede i det danske talesprog, at man helt har glemt, hvor de oprindeligt stammer fra.

Kaj og Andrea vil helt sikkert fortsætte lige så længe som deres stemmer - der gennem alle årene er blevet leveret af Kjeld Nørgaard og Hanne Willumsen - har luft tilbage til at synge, rime og fjolle. Og derefter er genudsendelsernes tid forhåbentligt heller ikke forbi. Selvom man kan sige, at der ikke er så meget nyt ved denne cd-udgivelse, så er den dog alligevel værd at lytte til - både for voksne og børn. Ingen er for ung eller for gammel til at holde af Kaj og Andrea, og alle, der selv er opvokset med frøen og papegøjens univers vil sikkert mene, at det hører til blandt de oplevelser, som man gerne vil give videre til sine egne børn.

Cd-boksen er i handlen fra Nordisk film fra 26. maj.