Flere nyheder

 
Litteratur
Bæver Renovering

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Bæver Renovering
Man. 3. nov. 2008

En kvinde føder en Rolls Royce, pandaer sniffer coke og Noah får barn med en giraf ombord på arken. Kulsort og bizar humor er stadig Anders Morgenthaler og Mikael Wulffs varemærke i denne sjette opsamling af striber bragt i Politiken. Trods adskillige år på bagen holder serien stadig et højt niveau.

"Det var først, da hun fik bryllupsfotoet, at det gik op for hende, at hun havde giftet sig med en stor makrel." Sådan lyder teksten til et billede af en kvinde med et vantro udtryk i ansigtet, der stirrer på sin nye gemal - en kæmpefisk, der læser avis i en lænestol.

Striben er et meget godt udtryk for den absurde humor i Anders Morgenthaler og Mikael Wulffs daglige tegneseriestriber, der her er samlet - sandsynligvis i anledning af julen og de deraf følgende mandelgaver, som denne bog prismæssigt egner sig godt til.

Tegningen med makrellen er ret uskyldig, mens andre striber er fyldt med blod, afrevne lemmer og nøgenhed. Som når en løber kaster sit øje ind over målstregen for at vinde over sine konkurrenter på løbebanen, når en Piñata med kølle i hoven hævner sig på på festklædte børn eller når en lille dreng filosoferer over de homoseksuelle aspekter af nøgne mænd i en sauna. Da makkerparret for omtrent fem år siden producerede de første striber regnede de med, at den store mængde af kropsvæsker ville afholde aviserne fra at bringe tegneserien. Sådan gik det som bekendt ikke, og siden er netop den afslappede holdning til blod og urin blevet en fast del af serien.

Intet nyt under solen
I denne sjette opsamling af de daglige striber er der intet nyt under solen i Wulffmorgenthaler-universet, men heller ingen tegn på metaltræthed. Det sjofle, ulækre og underfundige mestrer de to stadig til perfektion, mens det kniber mere med de striber, der forsøger at gå den mere samfundskritiske vej. At et advokatkontor renses med en spray, der fjerner stanken af løgn og bedrag er hverken særlig originalt eller særlig morsomt. Heldigvis fylder de striber ikke ret meget i samlingen.

Wulffmorgenthaler er ikke traditionel satire, især fordi alle striberne har den samme grundtone, uanset om den foregår på et teenageværelse eller i en kostald. Pubertetspigens ordforråd er med andre ord præcis det samme som vikingens og direktørens. Men seriens styrke er netop, at man tydeligt kan læse Mikael Wulffs karakteristiske og kringlede måde at formulere sig på i teksterne.

Bogens titel - Bæver Renovering - henviser til de utallige bævere, der gennem tiden har bygget dæmninger af alt fra løse tænder til biler på motorvejen i Anders Morgenthalers tegninger. Finurligt nok er bæverne trods titlen slet ikke repræsenteret i denne omgang.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Wulffmorgenthaler: Bæver Renovering
Forlag: Lindhardt og Ringhof
ISBN 978-87-11-31956-7