|
|
Unge mørklødede kvinder, kulørte lamper, eksotiske frugter og karaoke er blot nogle af ingredienserne i stykket "Hush little baby", som spiller på Teater Camp X Rialto i disse dage. Forestillingen, der ikke blot består af tør, faktuel samfundskritik, men også er utroligt underholdende, er veldrejet, velskrevet og velspillet.
I Hush little baby fremstiller Anne Louise Hassing og Henrik Prip på meget fornem vis et dansk ægtepar, der beslutter sig for at få en filipinsk au pair til at hjælpe med den daglige husholdning og børnepasning. Denne au pair - og alle de følgende, som familien får gennem årene - spilles overbevisende af Sandra Yi Sencindiver. Derudover medvirker yderligere fire filipinske piger i forestillingen.
Det lyder tørt, men det er det ikke!
Den vestlige verden med dens overflod og stigende behov for kvalitetstid. Unge filipinske kvinder, der forlader familie og hjemland i håbet om at skabe en sig en bedre fremtid gennem arbejde i udlandet. Dette er fokus i handlingen og lyder måske en anelse tørt og kedeligt. Men det er det på ingen måde. Tværtimod.
Teateroplevelsen begynder allerede, når man passerer billetlugen. I forhallen er der pyntet op i bedste asiatiske stil med kulørte lamper, friskskåret ananas på fade, musik og ikke mindst karaoketekst kørende på en stor skærm på den ene væg.
Inde i selve teatersalen fortsætter stemningen. Her bydes publikum velkommen af de fire filipinske piger i forestillingen. Pigerne udgør stykkets rammefortælling. Deres historie fortælles delvist gennem scener med den danske familie og delvist gennem simpel historiefortælling.
Hvad er virkelighed og hvad er fiktion?
Der er adskillige elementer i Hush little baby, som burde nævnes her, hvis pladsen var ubegrænset. Især er de usynlige grænser mellem virkelighed og fiktion interessante. De filipinske piger fortæller én efter én deres egne historier. De er rørende, og det fænger. Én fortæller om sin korrupte vej til Danmark. Én om sin barndom. Men spørgsmålet er, om det virkelig er deres egne historier eller ej? Dette er gennemgående for adskillige scener i stykket, lige netop fordi det ikke afsløres. Fordi man ikke ved, om tårerne er ægte eller skuespil, bliver virkningen dobbelt god.
Lidt skyldige er vi vel alle
Reaktionerne blandt publikum viser tydeligt, at stykket rammer plet. Man kommer uværgeligt til at sidde og krumme tæer. Alle føler sig ramt. Både de, der selv har au pairs. De, der har haft. De, der kender nogen, som har. Og de, som ikke har - men kunne få det engang. Man får ganske simpelt dårlig samvittighed.
Vi troede, at imperialismen var blevet afskaffet, men den er blot mindre gennemsigtig nu end i kolonitiden. Hush little baby formår på forunderligvis at være en halvanden time lang moralprædiken om moderne slavehandel og politisk korrekthed uden på noget tidspunkt at virke som en sådan. Det hele er pakket smagfuldt ind i personlige fortællinger, musik og virkelig vellykket humor.
Hush little baby er bestemt en teatertur værd. Faktisk burde alle se stykket - ikke mindst beboerne i mit eget nabolag her nord for København...
Foto: Henrik Stenberg
Teater Camp X Rialto: Hush little baby
Se spilletider
