En båd på Furesøen danner rammen om "Digterbruden". Men omgivelserne er også det eneste utraditionelle ved dette teater. De tre talentfulde skuespillerne leverer gode, gedigne præstationer hvor såvel karakterer som følelser bliver virkeliggjorte og understreges af rene, smukke sangstemmer. Det er ganske enkelt rørende!
Det Flydende Teater præsenterer i år musikforestillingen Digterbruden, som kort fortalt handler om den unge Sophie Hansen og hendes forlovelse med den danske digter Christian Winther, samt dennes ven Emil Aarestrup og hans forgabelse i digterbruden.
Umiddelbart lyder det som et traditionelt trekantsdrama, men her uden chance for happy end. Den ulykkelige, umulige kærlighed, som er dødsdømt på forhånd er fortællingens omdrejningspunkt.
For Sophie Hansen er kærligheden ulykkelig fordi hendes forlovede ikke elsker hende. Christian Winther er ulykkelig fordi han føler sig fanget i forholdet. Og for Emil Aarestrup er fascinationen af og kærligheden til Sophie Hansen ulykkelig både fordi hun er lovet bort til hans ven og fordi han allerede selv er gift og har børn.
Omgivelserne er idylliske. Om end bådturen fra kajpladsen og ud over Furesøen tenderer til at være en smule lang, da der intet sker. Skuespillerne, som ellers åbnede forestillingen før båden lagde fra kaj, forbliver i karakter, men sidder blot ganske still og venter på, at båden når frem til bestemmelsesstedet, hvor resten af forestillingen skal spilles. Dette er dog også det eneste klagepunkt.
Alle tre skuespilere leverer overbevisende præstationer. Særligt rammer Pelle Nordhøj Kann plet med sin fremstilling af Christian Winthers endelige afvisning af Sophie Hansen. Hele hans væsen, hans mimik og ikke mindst ordene, som følger handlingen på vej, er gennemgående usympatisk og groft på en så overdrevent, elskværdig måde, at der ikke kan have været mange tilbage blandt tilskuerne, som ikke har haft lyst til - om ikke værre - lige at give ham er hårdt spark over skinnebenet.
Karakteren Christian Winther står på det kærlighedsmæssige område i stærk kontrast til Emil Aarestrups tydeligt mere ægte, glade kærlighed, som skuespilleren Sune Kofoed får ud til publikum på en kejtet og til tider næsten teenagepige-fjantet facon. Denne forskel understreges yderligere gennem musikken. For hvor Winthers sange er klassiske i deres udtryk, kammer en enkelt af Aarestrups over i langt mere munter (pop-) musik.
Også Stine Prtorius i rollen som Sophie Hansen, der agerer fortæller af historien, leverer en udemærket og teatralsk præstation, som giver et upåklageligt modspil til de to herrers.
Generelt leder skuespillet, herunder både måden at tale, synge og gestikulere på, tankerne tilbage til tidligere tiders mere teatralske teater. Der spilles som i slutningen af 1800tallet, hvor naturalismen gjorde sit indtog på scenerne. Datidens "fjerde væg" er her forvandlet til et - for skuespillerne - ganske usynligt publikum. For til trods for, at de tre aktører bevæger sig frem og tilbage på de smalle gange på båden, hvor de hele tiden er i nærkontakt med publikum, lader de sig på intet tidspunkt forstyrre.
Winthers og Aarestups digte udgør grundstenen i forestillingens tekst. Disse leveres med sangernes kønne stemmer og akkompagneres af melodiske stykker på guitar og harmonika. Tilsammen løfter hele holdet af skuespillere og musikere forestillingen op på et niveau, som ligger langt højere end det kan forventes af genren. Digterbruden er ganske enkelt "back to basics": Fine sangstemmer og gode, solide skuespilpræstationer.
Foto: Anders Birch
Det Flydende Teater: Digterbruden
