Flere nyheder

 
Musik
Co2penhagen festival - lørdag

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Co2penhagen festival - lørdag
Ons. 9. sep. 2009


Et par byger skræmte åbenbart mange danskere fra at tage til musik- og bæredygtigheds-festival. Men helt ubegrundet. For energi-nørderne bag DTUs CO2-neutrale festival har selvfølgelig sørget for masser af overdækket areal: til fremvisning af bioethanol-generatorer, fremtidsteknologi, film, spisning, landskampen på energibesparende storskærm og bare hygge. (Foto: Guilaume Durand)

Da det blev tid til at et af landets absolutte nationalbands, selveste TV2, skulle give den bæredygtig gas på festivallens største scene stimlede publikum grundet lidt regn sammen i sceneteltets ly, læ og grønne energispare-lysshow til en intens og intim koncert der bød på alle bandets store hits, et humoristisk og uforglemmeligt rap-indslag, saxofoner og soloer. De sidste ca. 100 publikummer måtte finde sig i at blive lidt våde. Sådan skal det gøres hvis folket skal samles.

Og det skal det jo, folket, hvis CO2-udledningen skal skæres med 20, 40 eller 50 procent. Hvilket sagtens kan lade sig gøre, hvis man skal tro de eksperter og topchefer fra danske universiteter og virksomheder, der havde ladet sig interviewe til en kort dokumentarfilm, man kan se i teltet 'Explore Zone'. I de andre telte kunne man se et fantastisk udstødningsgas-drevet køleskab, en perlerække af finurlige kortfilm med masser af filosofisk nøgenhed, sjov vold og mærkelige pointer præsenteret af Short & Sweet, biler der kørte på alt andet end benzin (selvfølgelig inklusive sportsvognen Tesla!) og en blaffer fra Tanzania, der fortalte og tog imod spørgsmål om de danske bilisters indstilling til klimatopmødet.

Samt en række smallere bands. Som f.eks. de unge, dygtige musikere i jazzbandet Phronesis, der grundet tidspres og almindelige tekniske udfordringer valgte at opføre første nummer som en uforglemmelig lydprøve. That's the spirit! Dermed levede de til fulde op til deres navn: Aristoteles' udtryk for at have visdommen til at overveje sine handlinger og den praktiske kunnen til at skabe positive forandringer. Vi har en opgave at løse og ingen tid at spilde. Man må håbe resten af energi-omstillingen forløber med lige så meget teknisk behændig improvisation, timing ved øjenkontakt og entusiasme, som Phronesis demonstrerede. Så skal det nok gå. Deres nyeste CD hedder oven i købet Green Delay.

Så festivalarrangørerne havde rent musikalsk sørget for lidt til enhver smag: Det brede og det smalle, det kendte og det nyskabende. Men det var meget forskelligt, hvor stor publikumsinteresse kunstnerne oplevede - måske man kan analysere længe på, hvilke af dem, der har de mest bæredygtige fans? Mercury Rev f.eks. var en bragende succes. Deres finurlige musikalske fusion med en lang række - i deres her løsrevne form - mærkværdige klip fra gamle danske stumfilm tiltrak flere mennesker, end der strengt taget kunne være i Lounge-teltet. Og dem der fik en plads, blev hypnotiserede. Rebound Rubies blev til gengæld groft svigtet. Synd, for de havde sandelig højt hår, rock-attitude og langbenede dansepiger. Men altså kun få fremmødte fans.

Kom så Danmark. Ikke så sart. Vi har brug for mere kalkuleret risikovillighed og god planlægning hvis vi skal omstille samfundet såvel som skabe gode rammer for vores hårdt arbejdende kunstnere.