|
|
"James Bond" møder "Dollars" i 2008-filmatiseringen af den belgiske tegneserie "Largo Winch", hvor det flyver med tørre tal og tørre tæsk. Det er alt sammen særdeles underholdende, men også temmelig forvirrende - man skal virkelig holde øjnene på skærmen for at bevare overblikket i en ellers simpel historie om hævn.
Da en succesfuld forretningsmand bosiddende i Hong Kong bliver myrdet, opdager bestyrelsen i hans multimilliard-foretagende, at han har testamenteret hele molevitten til en fremmedgjort adoptivsøn. Ingen af dem kender til eksistensen af ham, men det går hurtigt op for dem, at de bliver nødt til at finde ham - en konkurrent er i færd med at lave en fjendtlig overtagelse af faderens livsværk, og uden en leder kan de ikke redde virksomheden.
Ind på scenen træder adoptivsønnen Largo Winch, en ung eventyrer, der er endt i et sydamerikansk fængsel, fordi en smuk kvinde har plantet en stor mængde narkotika på hans værelse og ringet til politiet. Med snilde, spark og slag får han befriet sig selv, før han sætter kurs mod Asien og kan sætte sig i chefstolen, opsat på at finde sin fars morder. Og så begynder problemerne for alvor.
Figuren Largo Winch dukkede første gang op i 1970'erne i en række bøger af den belgiske forfatter Jean Van Hamme, men blev først for alvor kendt, da Van Hamme slog sig sammen med tegneren Phillippe Francq og gjorde Largo Winch til hovedperson i en tegneserie, som bar hans navn. I 2001 kom den første filmatisering af tegneserien; en tv-film, der fortsatte som tv-serie, og i 2008 kom så denne dyrt udseende, tvær-europæiske produktion.
Historien er en fascinerende blanding af snedige forretningsstrategier, familier i hårdknude og biljagter. Som Dollars og James Bond med et skvæt Wall Street for smagens skyld. Desværre er filmen unødigt kompliceret bygget op. Handlingen springer ikke alene fra verdensdel til verdensdel, men også i tid. Så er vi i Jugoslavien i starten af 80'erne, så er vi i nutidens Sydamerika, dernæst er vi ... ja, hvor er vi egentlig? Det er ærgerligt, for det gør det svært at bevare overblikket. Det er også medvirkende til, at publikum aldrig for alvor kommer ind under huden på karaktererne. Den historie, filmen forsøger at rumme, er ganske enkelt for omfattende. Færre handlingstråde og flere scener til udvikling af personerne ville have løftet Largo Winch. Især fordi den giver udtryk af at ville mere end et gængst actionbrag fra Hollywood. Scenerne fra bestyrelseslokalet, hvor papir og magt bliver jongleret rundt, er godt tænkt og fornemt eksekveret.
Largo Winch er et interessant alternativ til Bourne og Bond. Den byder ikke på noget, som en amerikansk actionfilm ikke også kan, men omvendt halter den heller ikke efter sine konkurrenter fra drømmefabrikken. En spændingsfilm lidt over gennemsnittet.
Foto: Sandrew Metronome.
Ude på DVD fra Sandrew Metronome
