Flere nyheder

 
Litteratur
Fisken Karina

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Fisken Karina
Tor. 21. okt. 2010

De fleste forældre ved, at noget af det bedste man kan få, er højtlæsningsbøger, hvor der både er en fortælling for barnet, der lytter, og for den voksne, der læser. Og netop dette får man i Lea Leténs nyeste billedbog om drengen Uffe og hans første fisketur. Fine billeder, en anderledes historie og rigtig meget humor.

Uffe fanger en fisk er en fin lille fortælling om drengen Uffe og hans far. Uffes far har temmelig sikkert glædet sig til Uffes første fisketur siden den dag, Uffe blev født. For Uffes far kan selv tydeligt huske, da han fangede sin første fisk sammen med Uffes farfar. Det var en stor dag, som blev foreviget på et billede, der hænger i Uffes stue.

Uffe er for så vidt med på ideen om fisketuren. Han synes godt nok at ormene er lidt klamme, men derudover er det med at fiske meget hyggeligt. Men da Uffe så rent faktisk fanger en fisk, opstår der en konflikt i fortællingen. For Uffe og Uffes far har vist glemt at afstemme deres forventninger, og de har ret forskellige forestillinger om, hvad der videre skal ske med fisken.

Lea Leténs beskrivelser af Uffes første fisketur har to lag. Det ene er den umiddelbare historie for børn om en dreng, der fanger en fisk, stikker af fra sin far, leger med en kammerat og til sidst kommer hjem igen. Den anden fortælling, der hovedsagligt er for den voksne, som læser bogen højt, er både humoristisk, da den giver den voksne et indblik i barnets verden, hvor man godt kan fange en fisk og kalde den Karina efter ens svømmelærer, men også alvorlig, idet man som voksen forstår den bekymring en forælder må føle, når ens barn er blevet væk.

"Uffe er forfærdet. Far vil dræbe Karina. Og Karina svømmer bare glad rundt i spanden og ved slet ikke, at hun skal dø. Uffe anede ikke, at hans far gik rundt og gjorde den slags ting. Han må redde Karina!"

Uffes redningsaktion forvandler sig hurtigt til leg med en veninde. De sætter fisken fri og spiser - hvilket er ret morsomt - et par makrelmadder, inden de begge vender næsen hjem.

Lea Leténs Uffe fanger en fisk er en virkelig fin bog, hvor forfatterens karakteristiske streg skaber gode og meget sigende illustrationer til historien.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Lea Letén: Uffe fanger en fisk
Høst & Søn, 32 sider
ISBN: 978-87-638-1679-3
Udkommer: 22. oktober 2010