|
Vivienne McKee og hendes hold af topprofessionelle, men skøre medspillere vil få hårene til at rejse sig i nakken på publikum, når temaet "horror" danner rammen om årets Crazy Christmas Cabaret "Oh My Goth!" i Glassalen i Tivoli. Varulve, vampyrer og monstre er med til at sprede uhygge og ikke mindst masser og masser af blod! (Foto: Søren Kuhn)
Den sprudlende Vivienne McKee er hjernen bag Crazy Christmas Cabaret og har siden 1982 skrevet og instrueret den årlige juleforestilling. Forestillingen er på engelsk, men det kræver ikke store engelskkundskaber at følge med. I år har Vivienne McKee ladet sig inspirere af 1930ernes gysergenre og har skabt en satire med reference til blandt andet Hitchcock, Frankenstein og Stephenie Meyers' Twilight.
For at skabe den helt rigtige stemning sættes scenen naturligvis i en mørk skov, hvor ulvene hyler, og en storm er på vej. De to videnskabsmænd, Dr. Francis Kenstein og Dr. Van Helsingør, arbejder på et nyt frygtindgydende eksperiment i laboratoriet. Dr. Kensteins forlovede, miss Isabella Honeypot, og hans svigermor, Mrs. Hyacinth Honeypot, kommer på uventet besøg, og grusomme ting finder sted. For at gøre det hele meget mere skørt møder vi på slottet også en af Dr. Kensteins gale patienter Herbert, et monster og baron Edward Lugosi.
Genren er horror, og noget i sandhed grusomt er Mrs. Honeypot. Rollen bliver spillet af Andrew Jeffers; en klippe af en mand, hvis kostumer blandt andet byder på gigantiske pufærmer, sløjfer, propeller, leopardpels og et grøntsagskostume, som ikke skal afsløres yderligere her. Mrs. Honeypot er en skrækindjagende sjov karakter, som charmerer hele salen. Men hun er ikke den eneste, der pryder scenen med kreative kreationer. Scenograf og kostumedesigner Kirsten Brink har fået lov at lege med hele farveladen. De i alt 17 forskellige karakterer bidrager med hver deres gakkede, komiske særheder, som blandt andet omfatter den tyske politikommissær Gunther von Hinten og hans ukontrollerede hånd, Frau Bockwursts udtale og Lady Gay Spankers' rim og vers, der leder tankerne hen på Dr. Seuss. Lady Gagas "Bad Romance" bliver i dette gotiske eventyr til "Vampire Dance", og Beyonces "Single Ladies" bliver aldrig den samme.
Der går hurtigt tre timer, når man morer sig, og holdet bag Crazy Christmas Cabaret formår at inddrage publikum i deres sketches, både on and off stage, hvilket hurtigt skaber en afslappet stemning i salen. Mange blandt publikum er fast klientel til årets cabaret og hjælper de tilstedeværende Crazy Christmas Cabaret-jomfruer med at deltage i fornøjelserne.
Mimikken og de knap så indviklede punch lines efterlader ikke nogen tvivl om, hvornår der skal grines - og for den sags skyld skriges. Der er tale om falde-på-halen komedie, så det brager. Men overgiver man sig til dette og til de talentfulde skuespilleres charme, kan man snildt dø af grin. Men bare rolig, holdet bag Crazy Christmas Cabaret lover, at du får pengene retur, hvis dette skulle ske.
Oh My Goth - The Crazy Christmas Cabaret
Glassalen i Tivoli
Se spilletider