Flere nyheder

 
Film
At anmelde sin barndom

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
At anmelde sin barndom
Tir. 15. mar. 2011


(Foto: DR)

At sætte stjerner på "Kaj og Andrea" er som at bedømme sine barndomsminder. Det er umuligt som barn af 1970'erne og 80'erne at forholde sig nøgternt til de to dukker, men med børneanmeldere ved sin side kan man med sindsro konstatere: Jo, frøen og papegøjen holder stadig!

Det er ikke uden en vis nervøsitet, man sætter Kaj & Andrea på dvd-afspilleren, for det er de færreste af barndommens tv-udsendelser, der kan holde til et gensyn, uden at magien bliver brudt. Kaj & Andrea har allerede trodset flere generationsskift, og dukkerne har fået nye venner fra menneskeverdenen. Men i anledning af 40 års jubilæet gælder det de helt gamle afsnit - dem med Povl og Kjeld - og bare rolig: De er stadig morsomme. I alt tre dvd'er samlet under titlen Kaj & Andrea - De første år får man for pengene.

Dvd'erne rummer blandt andet den mest klassiske sketch, som sandsynligvis vil ringe en klokke hos de fleste, nemlig Povl Kjøller og Kjeld Nørgaards slapstick-komiske vandkamp med kommentatorspor af Kaj og Andrea. Men her er også andre glade gensyn: Povl Kjøllers syng-med-sange, juleindkøbet, sanglegene og teltturen, som de fleste nok også vil huske. Det er alt sammen ren nostalgi.

Og så til den prøve, som dvd'erne naturligvis bliver nødt til at kunne bestå, for de færreste vil købe dvd'erne til sig selv. Det er afkommet, der skal have glæde af fjernsyn fra da far var dreng. Så vi placerer et moderne barn foran fjernsynet. Et barn af en anden og mere flimrende tid med langt flere tilbud inden for børneunderholdning. Og frem for alt et menneske uden nostalgiske briller på. Også her går de enkle historier og den fjollede fald-på-halen humor rent ind. Det er lige så underholdende for et barn af i dag, som det var for dets forældre. Og sangene sætter sig lige så grundigt fast i hjernen.

Kaj og Andrea sætter i det hele taget ikke en finger - eller vinge - forkert. Og så er der den betydelige bonus ved frøen og papegøjen, at forældrene også kan holde ud at se med, selv om det er 23. gang, dvd'en snurrer i maskinen.

Kaj & Andrea - De første år
Ude på dvd fra DR/Nordisk Film
Udkommer 15. marts