Særudstilling På Reventlow-Museet: Bryllup - Begyndelsen på et nyt liv?


image-one

Noget nyt, noget gammelt, noget lånt og noget blåt. Har du husket det hele? For i år åbner Reventlow-Museet dørene til bryllup, brudekjoler, kærlighed og ægteskab i anledning af 250-året for Christian og Frederikke Reventlows festlige bryllup..

Et bryllup er ét af livets store øjeblikke. For mange er det endda begyndelsen på et nyt liv. Sådan er det i dag, og sådan var det ikke mindst i gamle dage, når bruden skulle forlade sin egen familie for at blive en del af en ny slægt, i et nyt hjem og med en ny status med alt hvad det indebar af rettigheder og pligter, glæder og sorger.

Museet markerer 250-året med en ny udstilling om bryllup, bryllupsmode og ægteskab gennem tiden. Fra Frederikkes genskabte og vidunderlige brudekjole fra 1774 til en række moderne herregårdsfruers smukke brudekjoler fra de sidste 50 år. Det handler om bryllup, kærlighed og kjolemode, men også om at finde sin plads og balancere pligter, familietraditioner og personlige drømme.

Igennem en række arrangementer udfolder Reventlow-Museet temaet om bryllup, ægteskab, kærlighed og intimitet på tærsklen til det 19. århundrede. Spis dig igennem Christian og Frederikkes bryllupsmiddag, som den kunne have været tilberedt i 1774, lyt til 1700-tallets smægtende kærlighedssange og bliv klogere på køn, kurmageri og kærestebreve på Reventlowernes tid.

Se kalenderen for mere information om de øvrige arrangementer.

BEMÆRK:

Reventlow-Museet Pederstrup har åbent tirsdag - søndag kl. 11-17 fra 1. juni til 31. august

Reventlow-Museet Pederstrup, Pederstrupvej 124, Torrig L

Søndag den 2. juni til lørdag den 31. august 2024 , 11:00-17:00.

Pris: (Entré: Alm. Entre)

Hjemmeside: https://museumlollandfalster.dk/arrangementer/saerudstilling-bryllup-begyndelsen-paa-et-nyt-liv/

Det sker samme sted