Bandet Kalaha er kendt for at sætte ild i dansegulvet. Udover at være et ekstremt medrivende og højenergisk live-band er Kalaha evigt udforskende i deres søgen efter musikalske grænseområder og geografiske spektre. Mulighed for spisning kl. 19!.
Kalaha bandet består af trommehelten Emil de Waal (som også gæstede Nødebo Kro i 2023), Jens 'Rumpistol' Christiansen på synthesizer, Niclas Knudsen på guitar og Anders Stig Møller på bas. Anders Stig Møller er opvokset i Nødebo og er derfor på hjemmebane ved denne koncert. De fire musikere har formået at skabe et helt unikt univers et sted mellem roots, jazz og elektronisk.
Gruppens seneste album hedder "Nord Havn", og da det udkom i foråret, gav David Dyrholm det disse ord med på vejen i sin anmeldelse i Politiken: "Den gode stemning smitter. Sådan er det jo med spilleglæde, den går i blodet som en anden infektion, og medlemmerne i dan danske supergruppe Kalaha lyder virkelig som nogle, der har det ekstremt sjovt, når de spiller sammen." Det vil man helt sikkert også opleve i Nødebo.
Som lytter er du det ene øjeblik på hæsblæsende biljagt igennem bazaren i Istanbul, og i det næste svæver du i rummets kosmiske evighed for derefter at lande i en støvet landsby i Mali. Elementer med alt fra syre-rock og improviseret jazz til anatolsk funk og acid techno har været en del af Kalaha's udtryk siden starten i 2013 og har været med til at sikre dem bl.a en Danish Music Award og en Carl Prisen samt adskillige nomineringer.
Inden musikken starter, kan man spise middag kl. 19 med en to-retters menu for kun 180 kr. (155 kr. for medlemmer af Forsamlingshusets Venner). Mad & Musik billetter skal købes i forsalg på kulturhusets senest onsdag den 13. november kl. 12
Kulturhuset Nødebo Kro, Nødebovej 26, Fredensborg
Fredag den 15. november 2024 , kl. 20.30.