Kom med ind i oversætternes værksted sammen med formanden for Dansk Oversætterforbund Juliane Wammen og oversætter og debattør Nazila Kivi..
Det kan du opleve
Findes der ord, som er uoversættelige? Hvordan oversætter man en bog, der er underlagt censur i sit ophavsland? Kan oversættelse være aktivisme? Og kan AI overhovedet gøre dygtige oversættere kunsten efter?
I denne udgave af 'Bag om bøgerne' handler det om oversættelse. Sammen med oversætterne Nazila Kivi og Juliane Wammen skal vi høre om, hvordan oversættelsesarbejdet foregår i praksis og dykke ned i nogle af de spændende sproglige overvejelser og dilemmaer man kan stå overfor som oversætter. I en tid præget af ulighed, krig og kunstig intelligens skal vi også blive klogere på branchens vilkår og markedslogikker, oversættelsens aktivistiske, politiske og engagerende potentiale og hvad nye teknologier betyder for oversættelsesfaget.
Om oversætterne
Nazila Kivi er dansk-persisk oversætter, anmelder og debattør. Mellem 2019 og 2022 oversatte hun bl.a. den iranske forfatter Shahrnush Parsipurs bøger 'Kvinder uden mænd', 'Frie oplevelser' og 'Mænd fra forskellige civilisationer'. Kivi var redaktør på magasinet Friktion og har i mange år været anmelder og klummeskribent hos Politiken.
Juliane Wammen er oversætter og tekstredaktør for flere danske forlag, blandt andet Gyldendal, Turbine, Gutkind, Vinter Forlag og Gads Forlag og har fx oversat Virginia Woolf, bell hooks, Deborah Levy og Rachel Cusk for at nævne nogle få. Hun har været formand for Dansk Oversætterforbund siden 2020.
Om 'Bag om bøgerne'
Hvordan bliver bøgerne, vi læser, til?
I arrangementsrækken 'Bag om bøgerne' bliver vi klogere på bøgernes vej fra idé, over skriveproces, til udgivelse. Vi bevæger os ind i forfatternes skrivehuler, redaktørernes værksteder og forlæggernes kontorer. Vi giver os god til at dvæle, nørde og være nysgerrige og der er altid plads til spørgsmål fra publikum.
Praktisk info
Københavns Hovedbibliotek, Krystalgade 15, København K
Tirsdag den 10. september 2024 , kl. 17-18.30.
Pris: Ukendt