Genopdaget: Sigrid Undset


image-one

Oplev Ida Jessen i interview med Marie Theilmann om den Sigrid Undset og hvorfor hun - nobelpris og folkelig popularitet til trods - i mange år var gået i glemmebogen, men nu er blevet genopdaget i stor stil..

Det kan du opleve

»Jeg har været min mand utro.« Sådan indleder Sigrid Undset sin debutroman "Fru Marta Oulie" fra 1907, skrevet da hun var blot 25 år gammel. Resten af forfatterskabet følger den tone, der slås an med dets allerførste ord: komplekse kvindeskikkelser i krise skildret med en helt særegen menneskelig indsigt. Og forfatterskabet kulminerer med de fem store middelalderromaner fra 1920'erne, først trilogien om Kristin Lavransdatter og så de to om Olav Audunssøn, som hun også vinder Nobelprisen på baggrund af.

Selvom hun historisk set er en af Norges vægtigste forfattere, har Undsets bøger længe været dømt passé af litteraturhistorien. De seneste år har dog været Undset store renæssance hos danske læsere, med nye oversættelser af "Jenny" (1911), "Fru Marta Oulie" (1907) og forfatterskabets hovedværk, romantrilogien om "Kristin Lavransdatter" (1920-22). Alle er de udkommet til blændende anmeldelser, og det kan med rette slås fast, at tiden vist igen er inde til Undset og hendes kompromisløse skildringer af dybe eksistentielle konflikter.

Du kan møde

Ida Jessen er en af Danmarks mest læste og hædrede forfattere. Hun debuterede i 1989 med Under sten og har siden skrevet bl.a. "En ny tid" og "Telefon", vundet De Gyldne Laurbær, Blixenprisen og DR Romanprisen, samt været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris to gange. Hendes seneste roman "Kaptajnen og Ann Barbara" blev i 2023 filmatiseret under titlen "Bastarden". Senest har Jessen skrevet bogen "Jeg vil!" om Sigrid Undset. Hun er i gang med at nyoversætte Undsets Olav Audunssøn i Hestviken og Olav Audunssøn og hans børn (1925-27).

Marie Theilmann er kulturskribent for Weekendavisen og litteraturformidler på Lyngby-Taarbæk Bibliotek.

Om Sigrid Undset

Sigrid Undset (1882-1949) er en af Norges største forfattere. Hun debuterede i 1907 med romanen "Fru Marta Oulie" og fik sit gennembrud med kunstnerromanen "Jenny" i 1911. Forfatterskabets hovedværker er trilogien om Kristin Lavransdatter (1920-22) og de to romaner om Olav Audunssøn (1925-27). Hun modtog i 1928 Nobelprisen i litteratur som den på den tid blot tredje kvindelige modtager nogensinde.

Om 'Genopdaget'

I serien 'Genopdaget' sætter Hovedbiblioteket fokus på klassikere. Vi har udvalgt en række forfattere og værker, som af forskellige årsager har været oversete herhjemme eller i en årrække været glemt, men som vi synes fortjener en masse nye læsere og opmærksomhed. Vi beder en række danske oversættere, forfattere, litterater og bibliotekarer i deres egenskab af fans og læsere om at fortælle os om, hvorfor disse bøger bør læses af alle i dag.

Praktisk info

  • Arrangementet foregår på LIVE på Københavns Hovedbibliotek. 4. sal, Store scene.
  • Arrangementet begynder kl. 17.00 og slutter omkring kl. 18.00.
  • Arrangementet er gratis og uden pladsbilletter. Bemærk, at udsynet til scenen er begrænset fra visse pladser. Derfor vi anbefaler, at man kommer i god tid. Vi åbner til salens siddepladser kl. 16.30.
Find vej

Fra Hovedbibliotekets Centralsal finder du sceneområdet på 4. sal på følgende måder:
  • Tag elevatoren, som du finder på din højre hånd, når du træder fra Krystalgade ind i Centralsalen. Scenen er til højre, når du træder ud af elevatoren.
  • Tag trapperne som du finder på din højre hånd, når du træder fra Krystalgade ind i Centralsalen. Følg trapperne op til fjerde. Scenen er til højre, når du træder ud på etagen.
  • Følg rulletrapperne op til 3. sal. For enden af sidste rulletrappe går en trappe på din højre side op til 4. sal. Gå til højre for at komme til sceneområdet.

Københavns Hovedbibliotek, Krystalgade 15, København K

Torsdag den 10. oktober 2024 , kl. 17-18.

Pris: Ukendt

Hjemmeside: https://bibliotek.kk.dk/hovedbiblioteket/arrangementer/litteratur-og-lyrik/genopdaget-sigrid-undset

Det sker samme sted