Arkiv: Overstået event
Pumpehuset

Studiestræde 52, København V

Dienstag 13. August 2024, 21.



Musik

Blonde redhead

Indiepop-legender giver koncert i København. Amerikanske Blonde Redhead gæster Pumpehuset den 13. august med numrene fra deres nye stærke album "Sit Down for Dinner".

I fire årtier har Blonde Redhead fremelsket deres eget unikke udtryk et sted mellem knitrende støjrock, bittersød indiepop og filmisk-melodramatisk artpop, der har sikret dem et trofast og dedikeret publikum og ry som et af den moderne indiepops mest stilskabende bands.

Blonde Redhead blev dannet i 1993 af sanger, guitarist og keyboardspiller Kazu Makino og tvillingebrødrene Simone (trommer og keys) og Amedeo Pace, der synger og spiller guitar, bas og keyboard. I starten fandt de musikalsk inspiration i no wave-rock og grupper som My Bloody Valentine og Fugazi, men meget sigende for deres bredspektrede kunstsyn var avantgarde-filmskabere som Jean-Luc Godard og Pier Paolo Pasolini lige så store inspirationskilder.

Op igennem 90'erne udgav de fire glimrende album (to af dem via Sonic Youth-trommeslager Steve Shelleys label Smells Like Records), men med 2000's mesterlige "Melody of Certain Damaged Lemons" tog de et kunstnerisk kvantespring. Her forlader Blonde Redhead for alvor støjrockens flænsende udbrud for i stedet at dyrke en delikat sangskrivning, udfoldet i et sofistikeret og dragende artpoppet univers. En udvikling, de fortsatte på den brillante efterfølger "Misery Is a Butterfly" (2004); et både smukt, billedskabende, kammerpoppet og gotisk dystert album med strygere, synths og klaver, der regnes for et af 00'ernes bedste indiepop-album.

De følgende år udsendte Blonde Redhead albummene "23", "Penny Sparkle" og "Barragán", og som en særlig dansk krølle stod de for lydsiden til Jørgen Leth-hyldestfilmen "The Commentator". I 2017 udkom ep'en "3 O'Clock", som de turnerede med, hvorefter der blev stille om gruppen i flere år.

I 2022 begyndte de dog at spille live igen, hvorefter de i efteråret 2023 udsendte deres tiende studiealbum "Sit Down for Dinner", som anmelderne tog godt imod. Pitchfork gav fx karakteren 7,5 og kaldte det "their warmest, most welcoming music yet", mens Mojo skrev, at "Blonde Redhead address their potent heartaches with renewed grace and strength".

Blonde Redhead har tidligere givet koncerter i Aarhus og København og flere gange optrådt på Roskilde Festival - senest i 2018, hvor GAFFA belønnede dem med fire solide stjerner. Til sommer vender de endelig tilbage, når de fremfører de nye numre fra "Sit Down for Dinner" og klassikere fra bagkataloget den 13. august i Pumpehuset.

Eintritt: 370 kr