Nøvling kirke viser film i vintermånederne. Filmen hedder: Den store stilhed. Instruktør: Katrine Brocks En særdeles stærk film om kristendommens essens - skyld og forsoning. Anmelder af filmen skriver således: "Den store stilhed" er fremragende.
Og minsandten også noget så enestående som en film om et dansk nonnekloster. Klosterlivet er ikke ligefrem noget, der har præget dansk kultur meget de sidste mange århundreder. Men vi lukkes ind i denne verden med noget, der rammer en tematik, som kendes langt udenfor klostermurene: skyld, skam, selvdestruktion, opgør, tilgivelse, forsoning. Den unge Silje, som taler flydende dansk og norsk - er novice i nonneklosteret med navnet Alma, og er tæt på at blive optaget som nonne. Men få dage før optagelsen finder sted, kommer hendes halvbror Erik, og så melder fortidens drama sig med stor kraft og vælter situationen fuldstændig for Alma. Dramaet handler om, at deres lillebror blev kørt ihjel ved et uheld. Som vi forstår det, var det Eriks fulde-kørsel, der var skyld i det, og vi får også meget hurtigt en fornemmelse af, at Erik er et menneske med stort kaos indeni. Men langsomt fornemmer vi også, at der er noget lignende på spil i den afdæmpede, fromme Alma. Og - uden at afsløre for meget - handler det om dyb skyldfølelse hos Alma, som slår ud i, at hun af og til i al hemmelighed beskadiger sig selv. Rammen for det hele er kristendommens essens: skyld og forsoning, og mest af alt i denne nervepirrende historie: skyld og forsoning mellem mennesker. Hvordan kan man finde vej ud af dybt traumatiserende skyld? Alma lægger ud med dårlige, halvhjertede forsøg til en begyndelse, som ender med ren løgnagtighed, for til sidst at gå planken ud ad angerens vej - og nå til forsoningen. Dét kræver et break i hendes nonneliv, og som seer tænker man, at dette også bliver til et brud med troens fundament. Men helt forunderligt får historien lov til at lande igen på troens fundament. Og vel at mærke med et vigtigt signal om, hvordan troen - eller snarere Gud - ikke fritager os fra den lange, vanskelige, forsoningsvej, men tværtimod kalder os til at gå hele vejen, for at troen stadig kan være i behold.
Og minsandten også noget så enestående som en film om et dansk nonnekloster. Klosterlivet er ikke ligefrem noget, der har præget dansk kultur meget de sidste mange århundreder. Men vi lukkes ind i denne verden med noget, der rammer en tematik, som kendes langt udenfor klostermurene: skyld, skam, selvdestruktion, opgør, tilgivelse, forsoning. Den unge Silje, som taler flydende dansk og norsk - er novice i nonneklosteret med navnet Alma, og er tæt på at blive optaget som nonne. Men få dage før optagelsen finder sted, kommer hendes halvbror Erik, og så melder fortidens drama sig med stor kraft og vælter situationen fuldstændig for Alma. Dramaet handler om, at deres lillebror blev kørt ihjel ved et uheld. Som vi forstår det, var det Eriks fulde-kørsel, der var skyld i det, og vi får også meget hurtigt en fornemmelse af, at Erik er et menneske med stort kaos indeni. Men langsomt fornemmer vi også, at der er noget lignende på spil i den afdæmpede, fromme Alma. Og - uden at afsløre for meget - handler det om dyb skyldfølelse hos Alma, som slår ud i, at hun af og til i al hemmelighed beskadiger sig selv. Rammen for det hele er kristendommens essens: skyld og forsoning, og mest af alt i denne nervepirrende historie: skyld og forsoning mellem mennesker. Hvordan kan man finde vej ud af dybt traumatiserende skyld? Alma lægger ud med dårlige, halvhjertede forsøg til en begyndelse, som ender med ren løgnagtighed, for til sidst at gå planken ud ad angerens vej - og nå til forsoningen. Dét kræver et break i hendes nonneliv, og som seer tænker man, at dette også bliver til et brud med troens fundament. Men helt forunderligt får historien lov til at lande igen på troens fundament. Og vel at mærke med et vigtigt signal om, hvordan troen - eller snarere Gud - ikke fritager os fra den lange, vanskelige, forsoningsvej, men tværtimod kalder os til at gå hele vejen, for at troen stadig kan være i behold.
