Efter på impressionistisk vis at have arbejdet med skildringen af subjektive oplevelser i et udpræget feministisk lys bevægede Germaine Dulac sig med 'Præsten og konkylien' mod surrealismens fokus på drømmen.

Den fragmenterede film, der er baseret på et manuskript af Antonin Artaud, var med sine erotiske visioner og vægten på den visuelle lyrik uhyre kontroversiel i sin samtid. Den britiske censur forbød filmen med ordene: 'Hvis denne film overhovedet har en mening, er den uden tvivl kritisabel'.