Arkiv: Overstået event
Cafe Støj

Jægergårdsgade 150, Aarhus C

Mittwoch 10. Juli 2024, 20-22.



Musik

Mellemblond & Mads Mouritz på Cafe Støj

Mads Mouritz & Mellemblond på Cafe Støj. Mads Mouritz varsler nyt solo album til efteråret, men er der nu en særlig mulighed for at opleve en af landets mest unikke sangskrivere i en solo koncert på Café Støj.

Det bliver en helt særlig aften, hvor Kristoffer Munck, Mellemblond, ligeledes vil spille en solo koncert, og de to gamle venner har lovet at hjælpe hinanden lidt undervejs!

Først en koncert med Mellemblond, og efter pausen koncert med Mouritz/Hørslev Projektet sange.

Forrige års udgivelse Lykkelige Mennesker med bandet Mouritz/Hørslev Projektet inkluderede pop perler som P6 hittet Termodragten og den rørende ballade 'Det hele kan hele', om en kvinde i midt 30'erne der danser sig ud af depressionen og sin generations overfladiske So-Me kultur

Albummet var et overflødighedshorn af gode sange med et væld af prominente gæsteoptrædener af b.la. Palle Mikkelborg og Maggie Björklund (Jack White). Et album som flere danske sangskrivere har peget på som et af de sidste mange års bedste udgivelser. Pauline, Katinka og Kristian Leth heriblandt.

Mouritz serverer sine moderne popviser med en energi og en inderlighed, der sender tankerne hen på en ung Povl Dissing. Koncerterne byder foruden Mouritz/Hørslev sangene også på enkelte sange fra Mouritz' soloudgivelser. Sange der føles nært beslægtede med Søren Kragh Jacobsens. Det er moderne socialrealisme, det er sjovt og rørende, og sangene er som små noveller om personer vi alle kender

Volmer og Vibe fra p3's Vidundergrunden kaldte i 2020 sangen Flyt På Landet for en perle af en udkants landeplage, og nummeret blev spillet flittigt i programmet under hele Corona nedlukningen. Lyt desuden til Dagen er go er go, Kristian og Eftermiddag i byen.

Mouritz/Hørslev Projektet

Med bandet Mouritz/Hørslev Projektet står han og digteren Lone Hørslev for noget særligt i dansk musik. Siden debuten 'Så er det sagt' fra 2007 har de gang på gang sat nye standarder for den dansksprogede pop-genre. Deres moderne viser balancerer altid knivskarpt mellem det skrøbelige, det rå og det humoristiske. Mouritz og Hørslev har sammen skabt et multifacetteret popunivers med knivskarp lyrik og rørende melodier - og over 4 albums har de opbygget et stort bagkatalog af sange, som "Jo mere jeg bliver din", "Lille Krokodille" og "Kom kom kom (brugt i tv-serien Herrens Veje). Mouritz har siden 2004 udgivet 4 plader i eget navn og Ympehaven fra 2016 var startskudet til at duoen Mouritz & Funch med kulthittet Dagen er go' for alvor kom ud og turnere i Danmark.

"Duoen har et band to die for og hele molevitten er smukt produceret. Indie-pop når det er bedst" Klaus Lynggaard, WeekendAvisen

"Helende og magisk kærlighed" Ugebladet Søndag

" En plade fyldt med gode oneliners, der ofte rummer noget sørgmodigt og urovækkende, samtidig med at de virkelig er sjove" Rasmus Steffensen, Dagbladet Information

"Påmindelse om poesiens trodsige skønhed" GAFFA, ****

"Duoens musikalsk mest ambitiøse og gennemarbejdede til dato" Kim Skotte, Politiken ****

"Tankevækkende guldkorn, humor vinklede iagttagelser og nådesløse tryk på tilværelsens ømme punkter præger generelt teksterne, der således rummer evnen til at du som lytter både får lyst til at grine og græde, bekymres og begejstres undervejs' "

Mellemblond solo 2024
Siden 2009 har den danske sangskriver Kristoffer Munck Mortensen under navnet Mellemblond sat nye standarder for, hvordan dansksproget rock kan lyde. Det er i årenes løb blevet til fem Steppeulv-nomineringer, topplaceringer på mediernes årslister, airplay og anmelderros for både musikken og teksterne.
Mellemblond kan noget særligt.
Pressen skrev bl.a. om sidste fuldlængdeplade En jordisk chance:

"Hvis der skal være nogen retfærdighed til, venter der Kristoffer Munck
Mortensen et folkeligt gennembrud, for få mestrer sangskrivning af så uforudsigelig, men samtidig dybt iørefaldende karakter som hans." Kasper Schütt-Jensen, Jyllandsposten 5 #####

"Mellemblond rammer klokkerent. Igen. Få formår at skrive så indtagende melodier som Mortensen. Og det guitarspil, altså - det er jo sublimt. Som pladen i øvrigt. " Klaus Lynggaard, Weekendavisen

"Mellemblond er lidt af et åndehul på den danske musikscene, og her er En
jordisk chance ingen undtagelse. Det er enkle og velkomponerede sange ,der
holder et stadigt højt lyrisk niveau." Jan Opstrup Poulsen, Gaffa 4 ####

Kristoffer Munck Mortensen siger selv om motivationen for at tage ud og spille alene: "Sangene får nyt liv, når de bliver skåret ned til bare guitar og ord, og det er skønt at genopdage dem på den måde. I det afdæmpede møde med publikum er der en helt anden lydhørhed, end når man har et rockband bag sig. Ved en koncert for nylig fortalte et nygift par mig at frieriet havde foregået til Mellemblond-sangen "Til ilden". Det giver lyst til at skrive flere sange, når man erfarer at sangene har et liv derude og spiller en rolle i folks liv."

Glæd dig til en skøn aften på Cafe Støj med livemusik, og inden musikken kan du i god tid spise og hygge med vennerne uden at skulle skynde sig videre. Maden serveres fra kl. 18.00, og har du booket billetter inkl. mad, så er I sikret en siddeplads ved et bord.

Eintritt: 175-365 kr