Allehelgen. Allehelgen er den dag, man mindes de døde - både dem, man hver især har mistet, og alle dem, som gennem generationer har ført den kristne tro videre.
Allerede fra kirkens tidlige tid noterede man, hvornår hellige mænd og kvinder var døde i løbet af året. Og da der var flere helgener end plads i kalenderåret, lavede man en allehelgensdag, hvor de alle kunne blive mindet i samlet flok.
Allehelgensfester blev oprindeligt holdt i foråret, nemlig i påsketiden. Men i 800-tallet - under pave Gregor IV - rykkede man allehelgensfejring til den 1. november.
I middelalderen, mens Danmark stadig var katolsk, fejrede man både allehelgensdag den 1. november og allesjælesdag den 2. november. Forskellen på disse to dage var, at allehelgen fejrede martyrer og helgener, som var blevet frelst og nu var hos Gud, - mens man på allesjælesdag gik i forbøn for de almindelige døde, der endnu ikke var frelst, men som befandt sig i Skærsilden.
I forbindelse med Reformationen og afskaffelsen af helgendyrkelsen i 1500-tallet blev indholdet på helligdagen ændret. Nu lagde man vægt på de afdødes tro og på at efterligne deres eksempel. I samme omgang afskaffede man allesjælesdag.
Indtil Struensees Helligdagsreform i 1770 lå allehelgensdag stadig den 1. november. Struensee besluttede dog at flytte allehelgensdag til dens nuværende placering, nemlig den første søndag i november.
Allehelgen fejres fortsat i alle landets kirker. Det kan lyde paradoksalt at sige, at man fejrer allehelgen. For hvad er der at fejre ved døden?
Fejringen består i håbet om og troen på, at døden er overvundet, og livet får det sidste ord. At Gud har brudt dødens magt med Jesu opstandelse påskemorgen, og at vi lever videre hos Gud.
Allehelgensgudstjenester er ofte fyldt med smuk musik og meget stemningsfulde. Undervejs læses navnene på alle dem, der er døde i sognet i årets løb, og der tændes lys.
Alle kan deltage, selvom man ikke for nyligt har mistet. Her mødes både ny og gammel sorg med det til fælles, at alle har mistet, en de savner, og har brug for at mindes.
Også udenfor bliver dagen markeret, hvor gravlysene lyser op i mørket rundt om på kirkegårdens gravsteder og fællesgrav.
Allerede fra kirkens tidlige tid noterede man, hvornår hellige mænd og kvinder var døde i løbet af året. Og da der var flere helgener end plads i kalenderåret, lavede man en allehelgensdag, hvor de alle kunne blive mindet i samlet flok.
Allehelgensfester blev oprindeligt holdt i foråret, nemlig i påsketiden. Men i 800-tallet - under pave Gregor IV - rykkede man allehelgensfejring til den 1. november.
I middelalderen, mens Danmark stadig var katolsk, fejrede man både allehelgensdag den 1. november og allesjælesdag den 2. november. Forskellen på disse to dage var, at allehelgen fejrede martyrer og helgener, som var blevet frelst og nu var hos Gud, - mens man på allesjælesdag gik i forbøn for de almindelige døde, der endnu ikke var frelst, men som befandt sig i Skærsilden.
I forbindelse med Reformationen og afskaffelsen af helgendyrkelsen i 1500-tallet blev indholdet på helligdagen ændret. Nu lagde man vægt på de afdødes tro og på at efterligne deres eksempel. I samme omgang afskaffede man allesjælesdag.
Indtil Struensees Helligdagsreform i 1770 lå allehelgensdag stadig den 1. november. Struensee besluttede dog at flytte allehelgensdag til dens nuværende placering, nemlig den første søndag i november.
Allehelgen fejres fortsat i alle landets kirker. Det kan lyde paradoksalt at sige, at man fejrer allehelgen. For hvad er der at fejre ved døden?
Fejringen består i håbet om og troen på, at døden er overvundet, og livet får det sidste ord. At Gud har brudt dødens magt med Jesu opstandelse påskemorgen, og at vi lever videre hos Gud.
Allehelgensgudstjenester er ofte fyldt med smuk musik og meget stemningsfulde. Undervejs læses navnene på alle dem, der er døde i sognet i årets løb, og der tændes lys.
Alle kan deltage, selvom man ikke for nyligt har mistet. Her mødes både ny og gammel sorg med det til fælles, at alle har mistet, en de savner, og har brug for at mindes.
Også udenfor bliver dagen markeret, hvor gravlysene lyser op i mørket rundt om på kirkegårdens gravsteder og fællesgrav.
