Adventstiden er på én gang en krisetid og en håbstid. Det er en tid, hvor mørket bliver stillet over for lyset og håbet. Denne søndag tager afsæt i det kendte Esajas-motiv, som nok bedst kendes fra Gundtvigs salme: Blomstre som en rosengård.

Udgangspunktet er et udtørret landskab, en krisesituation, hvor intet kan gro, men profeten Esajas spår en frodig fremtid, hvor ørkenen skal blomstre og juble. Jubelen er der endnu ikke helt, kun som et håb. Og derved kan vi måske finde kræfter og mod, også selvom vi er omgivet af kriser. En dag skal det skjulte lægges åbent frem. Mørket får ikke det sidste ord.