Train

Toldbodgade 6, Aarhus C

Torsdag 14 november 2024, kl. 20.



Hip-Hop/Reggae

Niarn

Grundet sit helbred har Niels "Niarn" Roos besluttet at udskyde sin landsdækkende tour, 'Himmelfarten', som ville have haft sin start i oktober 2023.

Niarn har over sommeren stået på scenen på en stor del af landets festivaler, og har de sidste to år spillet over 30 koncerter som nyresyg dialysepatient med enorm dedikation og energi til lægernes store forundring. Men nu siger sygdommen stop, og Niarn må derfor udskyde sin tour i efteråret, til han er i bedring - helbredet er det vigtigste, og Niarn lover, at han vender stærkt tilbage.

"Få uger efter vi annoncerede Genopstandelsen touren i foråret 2021, gik jeg til lægen efter at have haft for højt blodtryk over en længere periode. Her blev det konstateret, at min nyrefunktion var faretruende lav. Jeg blev hastigt overført til Rigshospitalet, hvor jeg fik min diagnose: En autoimmun sygdom havde nedbrudt mine nyrer. Lægerne prøvede at redde mine nyrer med plasma-ferese, men lige lidt hjalp det. Jeg skulle i dialyse. Fra den ene dag til den anden var mit liv ændret. Jeg skulle kobles til en maskine i 4 timer 3 gange om ugen og lægerne var ikke i tvivl: De frarådede på det kraftigste, at jeg tog ud og spillede koncerter.

Men jeg nægtede at lade sygdommen vinde. Så jeg overgik til p-dialyse, fik min kone til at sy en anordning, der kunne holde både in-ear transmitter og dialysekateter, og så tog jeg på tour i februar 2022.

Men nu går den ikke længere. Min krop er slidt ned af sygdommen, og jeg kan ikke spille flere koncerter, før jeg får en ny nyre via en transplantation. Det ser heldigvis ud til at lykkes i løbet af efteråret - og på den anden side af nytåret, skulle jeg gerne være (næsten) så god som ny.

Det betyder desværre, at vi er nødt til at rykke efterårets planlagte Himmelfarten Tour til næste år, for at gøre plads til transplantation og efterfølgende restitution. Jeg beklager ulejligheden, men jeg lover at jeg kommer tilbage, bedre og stærkere og fyrer op for en tour, der kommer til at brage gennem landet som aldrig før. Tusind tak til alle mine fans for jeres evige støtte og kærlighed. Uden jer og jeres energi havde jeg aldrig fundet kræfterne til at holde den kørende, så længe som jeg har gjort.

TAK!"

Niels "Niarn" Roos

Koncerten med NIARN flyttes fra den 4. november 2023 til den 14. november 2024.

Alle tidligere købte billetter er også gyldige til den nye dato.

Det er muligt at refundere billetten inden d. 13. oktober 2023 kl. 12.00. Tjek din mail for yderligere information.

**************************

Niarns Himmelfart

I år blev Niarns genopstandelse en realitet med en Danmarkstour, som rapperen netop har rundet af med en udsolgt koncert i VEGA. Her annoncerede antihelten fra Dobbelt A også, at han slutter rejsen i 2023, hvor han besøger 8 danske byer - der i blandt Aarhus.

"Jeg siger ikke, jeg forsvinder for evigt, jeg siger bare, nu tager vi en sidste tour i denne omgang" - Niarn

I 2021 kunne Niels Roos dele med sine mange fans, at Niarn genopstod, da han annoncerede en koncert i VEGA, der blev meldt udsolgt på få timer. Én koncert blev til en tour i hele landet, og publikum kunne efter næsten et årtis stilhed fra Niarn opleve Genopstandelsen af en af Danmarks største rappere. Myten om Niarn er i den grad blevet til virkelighed, og i 2023 slutter han rejsen med en sidste tour.

"Det har virkelig været overvældende at komme ud og mærke folks energi igen efter så mange år i graven. Jeg kan mærke, at Niarn har fxxking mere at give af! Og hvad kommer efter Genopstandelsen - det gør Himmelfarten. Den tid er kommet nu."

Niarn bragede for alvor ind på den danske hiphop-scene i 2004 med sit debutalbum Årgang 79', der indbragte rapperen en guldplade. Debuten fulgte han op med den lige så store succes Antihelt to år senere.

Med succesen fulgte endnu et album; Rød Aaalborg, et travlt liv med utallige timer på landevejene, tid i backstagelokaler med køleskabe fyldt med fristelser, og den gentagende fest til den lyse morgen. Et liv i overhalingsbanen, der kom til en brat ende, da Niarn forsvandt ind i fristelserne og satte misbrug over menneske, som endte i livstruende følger og en tur på intensiv. Året efter, i 2014, meddelte Niels Roos i Aftenshowet på DR1, at han stoppede karrieren under navnet Niarn.

Anno 2022 har Niels Roos levet i ædruelighed siden sin indlæggelse. Han er blevet far og har brugt sin tid på at fortælle om Niarn i form af foredrag, bøger og dokumentarfilm.

Oplev Niarn live på TRAIN torsdag den 14. november 2024. OBS: koncerten er flyttet fra den 4. november 2023 til den 14. november 2024.

Entré: 240 kr

Köp/beställa biljetter Läs mer på webbplatsen