Musikhuset Aarhus

Thomas Jensens Allé 2, Aarhus C

Fredag 8 november 2024, kl. 20.



Jazz

Bremer/McCoy

Sublim musik fra usvigelig sikker duo. Glæd dig til vidunderlig smuk musik fra en af landets mest populære duoer, når Bremer/McCoy gæster Musikhuset. Duoen er i fuld gang med deres kommende album.

Du kan se frem til at høre en række af de nye numre live i Musikhusets vellydende Store sal.

Flotte anmeldelser

Og hvor kommer Bremer/McCoy så lige fra? Duoen kommer fra det ene anmelderroste album efter det andet. Deres forrige album Utopia , der udkom i slutningen af 2019 via David Byrnes Luaka Bop, fik en flot modtagelse.

Lyt til det anmelderroste album Utopia her:

Fra skoledub til steppeulv og udsolgte sale

Morten McCoy og Jonathan Bremer startede med at lave dub, da de første gang slog pjalterne sammen i 2012, mens de stadig gik i skole.

Et lille årti senere har duoen markeret sig som kongelig hofleverandør af en helt særlig atmosfærisk jazz - stoisk, minimalistisk og neoklassisk - med statsgaranteret høj kvalitet.

Det usvigeligt sikre output, der nu tæller fem albummer, fostres af duoens helt særlige tilgang til musikkens tilblivelse. Med Morten McCoy på klaver og Jonathan Bremer på bas indspiller de musikken direkte på bånd, drevet frem af intuition og fælles forståelse, og når musikken fremføres live, rejser duoen rundt med deres helt eget lydsystem; et formfuldendt mix af improvisation og perfektion.

Bremer/McCoy har begge været nomineret til kritikerprisen Steppeulven for blandt andet Årets Musiker og Årets Komponist og givet udsolgte koncerter på Bremen Teater, Jazzhouse og Thorvaldsens Museum. Desuden har de leveret afgørende bidrag som instrumentalister og arrangører på albums fra Peter Sommer, Hans Philip, Halvcirkel og Raske Penge.

Line up

Morten McCoy- tangenter m.m.
Jonathan Bremer - bas.

Entré: 310 kr

Köp/beställa biljetter Läs mer på webbplatsen