Arkiv: Overstået event
Fredensborg Slotskirke

Slottet 10, Fredensborg

Onsdag 17 juli 2024, kl. 17.



Musik

Sommerkoncert - Mozart & Mendelssohn

Den tredje i rækken af sommerens populære koncerter i Fredensborg Slotskirke, hvor årets tema er: SANG & ORGEL finder sted onsdag d. 17. juli kl. 17 - 18. Louise McClelland Jacobsen er en dansk/newzealandsk sopran født i 1997 med base i København.

Hun er i øjeblikket medlem af Young Artist Ensemble på Det Kongelige Teater (Operahuset), hvor hun for nylig sang rollerne som Pamina i Mozarts Tryllefløjten og Aase i Heises opera Drot og Marsk. Hun har arbejdet med flere orkestre/ensembler som DR Symfoniorkesteret, Concerto Copenhagen, Ensemble Storstrøm, Det Kongelige Kapel, Jönköpings Sinfonietta, ensemble Theatre of Voices og har i den kommende tid koncerter med blandt andet Copenhagen Phil, Aalborg Symfoniorkester og Ensemble MidtVest. Hendes scenedebut på Det Kongelige Teater (Operahuset) var som 5. Magd i Strauss' Elektra i marts 2023. Herefter sang hun rollen som Ypperstepræstinden i Verdis Aida, Pamina i Mozarts Tryllefløjten og Åse i Heises Drot og Marsk. Hun har fået flere priser og legater såsom 'Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Talentpris' og 'Léonie Sonnings Talentpris'. I 2024 blev hun kåret som 'Årets talent' for DR P2. Hendes repertoire favner bredt fra tidlig musik til det nyeste moderne repertoire, fra lieder til oratorier og opera. Louise McClelland Jacobsen akkompagneres af organist Sven Verner Olsen, som siden 2012 har været ansat ved Jesuskirken i Valby, København. Ved siden af sit embede har han en omfattende koncertvirksomhed som orgelsolist. Hovedvægten ligger på det fransk-romantiske repertoire, men også Bach, dansk romantik og Carl Nielsen indgår i repertoiret. SVO har udgivet to CD'er, indspillet på Jesuskirkens Cavaillé-Coll-orgel: "The French Organ in Valby" (2021) og "Widor in Valby" (2015). Udover sit solistiske virke har Sven Verner Olsen i en årrække samarbejdet med forskellige kunstnere, senest med bl. a. Toke Lund Christiansen og Klaus Bjørn Olsen. Desuden har SVO medvirket som cembalist ved adskillige oratorium-opførelser, bl. a. ved over 50 opførelser af Händels Messias. I marts 2017 spillede SVO orgelstemmen i Saint-Saëns' "Orgelsymfoni" med Odense Symfoniorkester og Vedernikov. Sven Verner Olsen blev uddannet privat hos Esther Vagning og Finn Viderø 1977-1984 og derefter ved Det kongelige danske Musikkonservatorium, København, hos bl.a. Anne Øland, Jørgen Ernst Hansen, Flemming Dreisig og Hans Fagius. Ved koncerten i Fredensborg Slotskirke fremfører de to internationalt anerkendte kunstnere musik af bl.a. Johann Sebastian Bach, Mozart og Felix Mendelssohn Bartholdy. Koncertrækken er arrangeret af Fredensborgkirkerne og er derudover velvilligt støttet af Augustinus Fonden, Demant Fonden og Fredensborg Kommunes Kulturpulje. Der er gratis adgang og dørene åbnes 30 minutter før koncerten.

Läs mer på webbplatsen