Arkiv: Overstået event
Vendelbohus

Nørregade 22, Hjørring

Onsdag 9 oktober 2024, kl. 19:30.

Arrangör: Hjørring Teater



Skådespel/Drama

Næste år bliver øllet bedre, Folketeatret

Det er underfundigt og underspillet humor, der gør indtryk, når Jesper Asholt og Thomas Mørk spiller de to mænd i Erling Jepsens stykke, hvor hverdagens sorger drukner i deres lidenskabelige interesse for hjemmebrygning.

Der sidder to mænd i en mandehule og smager på øl... Det kunne være indledningen på en vittighed, men i Erling Jepsens Næste år bliver øllet bedre er det skam ramme alvor for de to midaldrende mænd, Orla og Jørgen, spillet af Jesper Asholt og Thomas Mørk.

De to venner har i årevis arbejdet på at raffinere både vin- og ølbrygning i håb om at vinde den lokale konkurrence i hjemmebryg. Den lidenskabelige interesse for hjemmebrygning drukner hverdagens sorger og livets bekymringer om børnene, der tager afstand fra deres fædre, konerne der er utro, og cheferne der er tyranniserende. I deres iver efter at få øllet til at blive bedre end sidste år, prøvesmager de på livet løs, og snart ligner det mere en afhængighed end en hobby. I et bedugget øjeblik sender de hinanden på en fantasirejse til Sydfrankrig, hvor vinglasset aldrig er tomt, og kvinderne altid er varme. Virkeligheden er dog langt køligere, for det viser sig, at Orla og Jørgens øl-eventyr har ført til, at de er havnet på en afvænningsklinik.

Erling Jepsens dramatik er, ligesom hans romaner, ofte præget af en underfundig og underspillet humor, selv når temaerne er alvorlige. De mennesker, vi møder gennem Jepsens spidsfindige blik, gør ikke stort væsen af sig, men de gør indtryk. Det gælder også Jørgen og Orla, der muligvis befinder sig i en mandlig midtlivskrise, men holder sammen i håbet om, at 'næste år bliver øllet bedre'.

Erling Jepsen indledte sin forfatterkarriere som prisbelønnet dramatiker og er tillige en særdeles kendt og anerkendt forfatter af romaner som Frygtelig lykkelig, Den sønderjyske farm, Erna i krig og Vindueskiggeren blot for at nævne nogle få af Erling Jepsens mange prisvindende romaner, hvoraf flere er filmatiseret. Erling Jepsen fik sit folkelige gennembrud med den delvist selvbiografiske roman Kunsten at græde i kor, som blev filmatiseret i 2007 med netop Jesper Asholt i hovedrollen.

Jesper Asholt fejrer med Næste år bliver øllet bedre sit 40-års skuespillerjubilæum.

INSTRUKTION: Joy-Maria Frederiksen

MEDVIRKENDE: Thomas Mørk og Jesper Asholt.

Entré: 395 / 375 / 355

Läs mer på webbplatsen