Arkiv: Overstået event
Skovlunde Kirke

Lundebjerggårdsvej 3A, Skovlunde

Lördag 14 september 2024, kl. 15-16.15.



Musik

Koncert med Opus Zoo og Karina Brix Hansen

Skovlunde Kirke indvier nyt flygel med fantastisk værk i 3 satser Mette Lilsig og Karina Brix Hansen, som er organister i Skovlunde Kirke, har arrangeret 3 koncerter i efteråret, for at indvie kirkens nye flygel.

Ved den første koncert, som foregår lørdag d. 14. september kl. 15, præsenteres flyglet som kammermusikinstrument med to berømte værker indenfor kammermusik. Du skal høre Mozarts Kvintet for klaver og blæsere i Eb-Dur KV 452 og Beethovens Oktet i Eb-Dur opus 103 arrangeret for blæserkvintet. Mozart komponerede klaverkvintetten i 1784 og udtalte følgende til sin far få dage efter premieren i Wien: "I myself consider it the best thing I have yet written in my life." Beethoven komponerede oktetten i 1792 i Bonn. Oprindeligt skrevet for 2 oboer, 2 klarinetter, 2 fagotter og 2 horn. Her arrangeret for blæserkvintet af Mordechai Rechtman. De medvirkende er: Kristina Ersson (fløjte), Birgitte Lindum (Obo), Søren-Filip Brix Hansen (Klarinet), Lars Mathiesen (Fagot), Thorbjørn Gram (Horn) fra Opus Zoo og vores egen organist og pianist Karina Brix Hansen på flygel. Karina Brix Hansen er kandidatuddannet klassisk pianist fra Det Jyske Musikkonservatorium hos docenterne Anne Marie Fog og Jørgen Hald Nielsen. Derudover har hun specialiseret sig i akkompagnement gennem studier på musikkonservatoriet i Tromsø, Norge hos professor Tori Stødle. Hun har deltaget i mesterkurser hos blandt andre Roger Vignoles, Alexandra Zvirblyte, Kristian Sørensen, Ulrich Stærk, Håkan Hagegård, Bengt Forsberg, Monica Groop, Bo Skovhus og Andreas Haefliger. Karina har en aktiv koncertvirksomhed og fungerer som pianist og akkompagnatør til sangere og instrumentalister i hele landet. Opus Zoo, som er en blæserkvintet, består af professionelle klassiske musikere. En blæserkvintet er blæsernes pendant til strygekvartetten, og har utroligt meget smukt, udfordrende og interessant repertoire. Det er ofte ret sjovt at gå til en blæserkvintetkoncert, da man kan høre instrumenterne "snakke" med hinanden med hver deres umiskendelige lyd og forskellige personligheder. Opus Zoos "kendingsværk" er Luciano Berios "Opus Number Zoo", som kvintetten er opkaldt efter. Her tales der, mens musikken spiller og historien om en høne der bliver forelsket i en ræv, en hjort der overvejer verdenssituationen, en gammel mus der udøser sin livsvisdom og to stolte hankatte der kives, bliver fortalt. Koncerten varer 1 time uden pause og der er fri entré til koncerten i Skovlunde Kirke.