Ry Kirke

Skanderborgvej 51, Ry

Söndag 23 mars 2025, 16:00-17:00.



Klassiskt

Festlig forårskoncert med De 3 fløjter

Ry kirke indbyder den 23. marts 2025 kl. 16.00 til festlig forårskoncert. Det musikalske program byder på et overflødighedshorn af skønne melodier og iørefaldende temaer garneret med underholdende anekdoter.

På programmet denne eftermiddag er satser fra h-moll suite af J.S. Bach, Tågen letter af Carl Nielsen, Nøddeknækkersuite af P. Tjakovskij, "Gammel Fäbodpsalm" af O. Lindberg samt Carmen suite af G. Bizet,

"De 3 Fløjter" er Birgit Sofia Kjær på alt- tværfløjte, Birgitte Farsø Moos på den sjældne og imponerende bas-tværfløjte og Susanne Klausen på tværfløjte. De 3 fløjter har spillet utallige koncerter sammen gennem tiden og glæder sig til at spille i Ry kirke, som absolut er på hjemmebane for Birgit Sofia Kjær, som til daglig er kordegn ved Ry kirke.

Trioens særkende er netop kombinationen af de forskellige tværfløjtetyper, der tilsammen åbner for et sanseligt og velklingende rum. De dybe fløjlsbløde toner fra basfløjten blander sig med den varme klang fra altfløjten og øverst fletter den lyse fløjte sine sprøde triller ind i musikken.

Med de forskellige fløjtetyper i sving har De 3 fløjters faste arrangør Steve Dobrogosz skabt nogle eventyrlige arrangementer, der sætter de kendte klassikere i et nyt legende lys.

De 3 Fløjter gør meget ud af at præsentere værkerne i en levende, humoristisk og hjertelig atmosfære - ofte med lidt skæve, sjove, smukke eller underfundige historier om komponisterne.

Der er fri entre.

Fri entré