Stavnsholtkirken

Stavnsholtvej 25, Farum

Torsdag 9 januari 2025, kl. 19.30-20.30.



Musik

Nytårskoncert: Convivium byder velkommen til 2025

Kom til nytårskoncert med vores kammerkor CONVIVIUM og hør nytårsmusik af Weyse, Nørgård og Frandsen, samt Schuberts Deutsche Messe for kor og klaver.

Torsdag 9. januar kl. 19.30 i Stavnsholtkirken byder Farum Sogns kammerkor Convivium velkommen til en god times kormusik til Hellig Tre konger-tiden. Convivium består af de to kvartetter, der til daglig gør tjeneste i sognets kirker. Det er fremragende sangere, der for fleres vedkommende tillige har karrierer i musiklivet som solister eller professionelle korsangere. Programmet ved nytårskoncerten bringer os rundt omkring i Europa. Vi skal høre Schuberts Deutsche Messe i G-dur, som er usædvanlig i sin tekstlige opbygning, idet den ikke er baseret på den traditionelle messetekst, men i stedet på frie digte af Schuberts samtidige digterven Johann Philipp Neumann. Desuden er der musik af Brahms, Fauré og Saint-Saëns for kor og orgel på programmet. Der bliver også mulighed for at stifte bekendtskab med en musikalsk sjældenhed. Conviviums portugisiske tenor Luis Toscano har fundet en række jule- og nytårsresponsorier af sin landsmand, renæssancekomponisten Duarte Lobo. Det er gammel musik fra 1602, beslægtet med Palestrinas klangverden; og ingen af satserne har formentlig nogensinde tidligere været opført i Danmark. Der er også blevet plads til et par danske nytårsindslag. Weyse skrev en munter og skøn korsats til Grundtvigs Dejlig er den Himmel blå, Per Nørgård har skrevet en tidløs melodi til Sarvigs Vintersalme, og John Frandsen har sat musik til Poul Borums digt Et år mere, Herre! Troels Roland medvirker som akkompagnatør ved flyglet og orglet, og John Frandsen dirigerer tropperne. Der er som sædvanligt fri entré til koncerten.