Arkiv: Overstået event
Ansgars Kirke

Sdr. Boulevard 1, Odense C

Lördag 23 november 2024, kl. 16.



Musik

Koncert med violinist Clara Richter-Bæk og organist Christian Præstholm

Denne eftermiddag gæstes kirken af to af landets dygtigste musikere inden for hvert deres instrument, når violinist Clara Richter-Bæk og organist Christian Præstholm spiller koncert.

De to musikere har begge siden 2007 haft deres daglige gang i Randers, Clara som koncertmester i Randers Kammerorkester og Christian som organist ved Sct. Mortens Kirke, og lige siden har de dannet musikalsk makkerskab og spiller koncerter sammen som duo. Violinist Clara Richter-Bæk er uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København, Hochschule für Musik i Köln og Hochschule für Musik und Theater i München. Hun har med Cailin Kvartetten i 1998 vundet 1. prisen i P2's Kammermusikkonkurrence og i Sveriges Internationale Kvartetkonkurrence. Clara vandt desuden i 2001 2. pris i Den Danske Violinkonkurrence. Hun har optrådt som solist med bl.a. DR Underholdningsorkestret, Copenhagen Phil og Jenaer Philharmonie. Hun har tidligere været 2. koncertmester i Odense Symfoniorkester, inden hun vandt stillingen som koncertmester i Randers Kammerorkester. Organist og komponist Christian Præstholm er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium med debut fra solistklassen i 1999. Hertil kommer to års videregående orgelstudier i hhv. Paris og London. Han har givet talrige koncerter i Danmark og over det meste af Europa og indspillet adskillige cd'er. Han har modtaget legater fra forskellige fonde, senest - som den første - tidl. kirkeminister Mette Madsens legat til kirkelige, skabende og udøvende kunstnere 2019. Som komponist har Christian Præstholm skrevet værker for kor, orgel, diverse solister, kammerensembler og orkester samt salmemelodier, ofte på bestilling. Blandt de seneste bestillinger er Størst er kærligheden (for messingkvintet, kor og orgel) til prinsesse Isabellas konfirmation i Fredensborg Slotskirke og Three Latin Motets til DR-Vokalensemblet. Mest spillet er måske hans omkring 350 orgelkoraler over salmer fra Den Danske Salmebog. Ved koncerten i Ansgars Kirke har de to musikere sammensat en koncert med varieret og velklingende musik af Biber, Bach, Vitali, Olsson og Præstholm. Alt sammen musik, som viser de to instrumenter i både virtuost og inderligt samspil, og med værker udvalgt så man som tilhører kommer rundt i det meste af følelsesregistret. Gratis adgang og koncertcafé Dørene åbnes kl. 15.15.

Läs mer på webbplatsen