Emilio Ambasz designer ikke bygninger, men situationer: Udsigter over andalusiske skovlandskaber, opstigninger langs hængende haver og vandringer i underjordiske drivhuse.

Det handler altsammen om at forbinde menneskets bevidsthed med naturens kræfter, myternes tidløshed og en sansning af en dyb kosmisk tidslighed, der får os til at transcendere vores individuelle interesser og livsomstændigheder. Men hvad siger disse bygninger egentlig om arkitekturens evne til at forbinde mennesket til noget større? Og hvordan kan fremtidens arkitektur imødekomme menneskets spirituelle behov inden for rammerne af en sekulær kultur?