Nordfalsters Koncerthus

Nr Alslev Langgade 68, Nørre Alslev

Lördag 8 februari 2025, kl. 15:00.



Klassiskt

Mesterværker fra efterkrigstiden - med nutidens stjerneskud

Nordfalsters Koncerthus præsenterer den nye generation af musikere med - forholdsvist - ny musik. Medvirkende: Jonas Frølund, klarinet. Adam Koch Christensen, violin. Elias Holm, klaver.

Bartoks kontraster med garniture: Fra humoristisk Khatjaturjan over jazzede Gershwin, via melankolske humoresker af Sibelius til moderne Lutoslavski.

I den klassiske musikverden er musik fra midten af 1900-tallet og frem stadig lidt avanceret i tonesprog for det utrænede øre. Der er mange af de kommende stjerner på den klassiske musikhimmel, der dyrker især musikken fra efterkrigstiden, der er skrevet i et moderne tonesprog og med så meget på hjerte fra omvæltningerne og tragedierne i 1900-tallet.
For nogle lyttere er det ofte et mysterium: Lovprisning af store, fantastiske mesterværker fra det 20. århundrede, man burde elske men simpelthen ikke forstår. Alenlange programnoter i et meta-sprog og 6-stjernede anmeldelser, der ikke får en til at ændre holdning heller ikke til at ændre mening: Sikke en gang dyt-båt - skulle det virkelig være noget? En skrigende klarinet, hvinende violiner og akkorder, der giver hovedpine - og frem for alt: Kaskader af toner, der lyder fuldstændigt tilfældigt sammensat. Hvor er melodierne og harmonierne? Man længes efter, at et lille barn rejser sig og konstaterer: "Se, de har jo ikke noget tøj på!" Men de helt unge musikere kaster sig tværtimod over musikken fra efterkrigstiden med stor iver og glæde. Hvordan kan det være? Dette giver unge danske musikere fra den øverste hylde og bedste skuffe i dansk musikliv dig chancen for at både forstå og opleve med mesterværker fra efterkrigstiden.

De medvirkende er klarinettisten Jonas Frølund på 28 der er uddannet i Paris er i gang med en sprudlende karriere som solist og kammermusiker og som desuden sidder i Danmarks Underholdningsorkester som soloklarinettist. Han er medstifter er den fremstormende Blæserkvintet V Coloris og samarbejder ofte med internationalt anerkendte musikere som Den Danske Strygekvartet, Trio con Brio, Marianna Shirinyan, Andreas Brantelid og Bjarke Mogensen. Jonas er stærkt engageret i nutidig musik og arbejder ofte med fremtrædende danske komponister som bl. a. Lil Lacy, Birgitte Alsted, Bent Sørensen, Hans Abrahamsen og Poul Ruders. Indtil videre har Jonas uropført 32 solo- og kammermusikværker af førende danske og internationale komponister, og hans projekt Barndommens Land (2024-25) vil omfatte yderligere syv uropførelser af soloværker af danske komponister, herunder nogle af ovennævnte. I Nordfalsters Koncerthus' regi kommer han senere på året og spiller et nyt værk af Bent Sørensen, der er tilegnet Jonas Frølund og som ikke er færdigt endnu. Jonas har vundet en skov af musikpriser - og kommer til at vinde flere endnu.

Violinist Adam Koch Christensen på 24 er opvokset i Præstø. Siden 2016 har han studeret på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og nu ved Hochschule für Musik Hanns Eisler i Berlin. Han har vundet store internationale musikpriser og har været alternerende koncertmester i Leopoldinum Kammerorkester i Wroclaw, Polen og spillede i sæson 2022-2023 som koncertmester i Det Kgl. Kapel.
Siden 2023 er han kunstnerisk co-director af Oremandsgaard Kammermusikfest. Desuden har han deltaget i Malko Skolens dirigentundervisning i samarbejde med DR.

Pianisten Elias Holm er et af de mest fremadstormende yngre navne på den danske klassiske musikscene, kendt som en alsidig og passioneret musiker både som solist og kammermusiker med et repertoire der strækker sig fra tidlig barok til nyskrevet musik.
Han er hyppig gæst ved store musikfestivaler i Danmark og Skandinavien, herunder Hindsgavl Festival, Kammermusik på Lundsgaard, SommerKlassisk i Tivoli, Festival&Friends, Aarhus Kammermusikfestival og Festspillene i Bergen. Han har studeret på Universität der Künste i Berlin og studerer i solistklassen Konservatoriet i København. Projekter i 2024 har inkluderet indspilning af solo debut-CD med musik af Buxtehude og J. S. Bach og indspilning i samarbejde med mezzosopran Sophie Haagen af Olivier Messiaens sangcyklus Harawi.

Ved koncerten bliver der spillet og formidlet musik af Khatjaturjan, Sibelius, Gershwin, Lutoslavski, Messager og Bartok.

Program

A. Khatjaturjan: Trio

J. Sibelius: Humoresker for violin og klaver

G. Gershwin: Præludier for klarinet og klaver

Pause

W. Lutoslavski: Subito for violin of klaver

A. Messager: Solo de Concour for klarinet og klaver

B. Bartok, kontraster for violin, klarinet og klaver.

Entré: 170 kr