Bakkehuset

Rahbeks Allé 23, Frederiksberg C

Friday 11 October 2024 and Saturday 12 October 2024, 18:00 - 11.59 pm.



Poetry/recitation

Kulturnatten 2024 / "Man tager hvad man har!" - når vi digter med H.C. Andersen

Til Kulturnatten på Bakkehuset dykker vi ned i H.C. Andersens måde at digte og arbejde på.

Man tager hvad man har!
- når vi digter med H. C. Andersen

På Bakkehuset udstiller vi nemlig H.C. Andersens næsten færdige manuskript til historien I Børnestuen. Digteren er endnu ikke helt tilfreds, og han har overstreget og tilskrevet i det håndskrevne dokument. Historien udkommer i november 1865 som en del af samlingen Nye eventyr og historier. Da er Andersen 60 år. Idéerne til historien finder man imidlertid allerede i den 8-årige Andersens notesbøger. Historien har altså fulgt digteren livet igennem.

Tidligt på aftenen kan man lytte til historien I Børnestuen, når den læses op af skuespiller Anette Vetö.
Kl. 18.30 og kl. 19.30

Den unge Andersen: Jesper Wung-Sung fortæller

I sin seneste roman er det netop barnet H.C. Andersen, som forfatter Jesper Wung-Sung er optaget af. I "Hans Christian" (2024) følger vi Andersen, indtil han som 14-årig drager håbefuldt mod København. Derfor har vi inviteret Wung-Sung til at læse manuskriptet til I Børnestuen, og på Kulturnatten taler han sammen med museumsinspektør Rikke Lagersted-Olsen om eventyret, sit arbejde med H.C. Andersen og om at digte med den unge Andersens stemme. Siddende her i de historiske stuer i Bakkehuset, hvor H.C. Andersen kom som ganske ung og mødte den første anerkendelse hos Kamme Rahbek, læser Wung-Sung også op fra sin roman.

Kl. 20.00-21.30

"Man tager hvad man har"

I Børnestuen handler om et barn og en voksen, der digter en komedie sammen, mens den øvrige familie er i teateret. "Man tager hvad man har!", siger den voksne i historien, og på den måde bliver en handske, en pibe, en vest og en støvle hovedpersoner i en kærlighedskomedie. I løbet af aftenen kan man studere H.C. Andersens manuskript, og børn og voksne kan digte videre sammen eller lave et helt nyt eventyr. I Eventyrakademiet har vi lagt de genstande, H.C. Andersen brugte i sin historie - man kan også gå på opdagelse efter helt andre ting i skuffer og æsker og indspille sine historier i et lille lydstudie. Bakkehusets dygtige værter tager imod gæster og guider, ligesom de også er med til at inspirere ved tegne- og klippebordet, hvor man kan skrive med fjerpen og blæk.

Kl. 18.00-24.00

Godnathistorier ved Bodil Jørgensen

Sidst på aftenen kommer skuespiller Bodil Jørgensen og læser H.C. Andersen højt som godnathistorier for børn og voksne.

Kl. 22.00-23.15

Både Orangeriet og særudstillingen Sten - Skelet - Silhuet af billedkunstner Anette Harboe Flensburg er åbne hele Kulturnatten.

Arrangementet kræver Kulturpas, som kan købes via Kulturnattens hjemmeside.

Entrance fee: Kulturpas

Read more on the website