Det menneskelige håb er en underlig størrelse. Det er både skrøbeligt og sejlivet.

På mange måder ville det være nemmere at lade være med altid at fatte håb, når fremtiden tegner dystert - opgive håbet, men vi gør det ikke, tværtimod rejser det sig den ene gang efter den anden på ny. Det ville også være lettere én gang for alle at resignere, at slå sig til tåls, at affinde sig med den elendighed, som jo altid vil findes i verden - men i stedet for sker det alligevel gang på gang, at vi løfter hovedet igen og spejder fremad mod det mindste glimt af lys. På den måde kan man sige, at håbet er som et frø, der engang blev sået i os. Det er altid parat til at spire.