Ulvespring af Kerstin Ekman (2021) Romanen er en yderst relevant og bevægende kommentar i debatten om natur og bæredygtighed. Dertil kommer en intens læseoplevelse om aldring, eksistentiel tvivl og livslang kærlighed.

Ulf sidder en magisk morgen i en iskold og snedækket campingvogn med sin trofaste hund for fødderne og en dampende kop kaffe. I kikkerten ser han et drømmesyn: En ensom og majestætisk ulv, lydløst vejrende i vinden. Med overjordisk stærke sanser, kraftfulde, høje ben og en ædel pande. Ved synet bliver det åbenlyst for Ulf, at dette dyr er skovens sande konge. Ikke mennesket, som ellers tror sig berettiget til at herske over alt liv. Denne oplevelse er så stærk, at den forandrer alt for Ulf, som tager sit liv op til genovervejelse. Ulf har en lang karriere som forstkandidat og jagtleder bag sig. I disse funktioner har han helt bogstaveligt hersket over skoven, besluttet hvordan den skal indrettes og skudt et utal af dyr, alt sammen ud fra en idé om at skabe balance i naturen. Men ved synet af ulven føler han lede ved sit livsværk og den måde, han har været med til at betvinge og ensrette naturen. Ulfs nyvundne natursyn og forkærlighed for ulven bringer ham på kant med sine naboer og jagtfæller. De fleste andre er utrygge ved dyret og kræver det skudt, særligt da det angriber en nabos fåreflok. Spændingerne stiger i den lille svenske by og bryder ud i lys lue, da Ulf nægter at give tilladelse til jagt på ulven, og nogen hævner sig på ham. I 'Ulvespring' er naturen både farlig, utilregnelig og åndeløst smuk. Skoven danner ramme om blodig grusomhed såvel som gensidig respekt mellem menneske og dyr. Mens Ulfs selvopfattelse smuldrer, og han gribes af fortrydelse, er det hans kone Inga, der holder sammen på ham.