Arkiv: Overstået event
Karen Blixen Museet

Rungsted Strandvej 111, Rungsted Kyst

Sunday 25 August 2024, 10 am - 12 am.



Nature

Edderkoppe-blitz for store og små -- med Frederik Leck Fischer

Tag hele familien med på opdagelse i edderkoppernes fantastiske verden i Karen Blixens Fuglereservat.

Karen Blixen var en stor naturelsker og havde en dyb forståelse af, at også naturens små, og ofte lidt oversete væsener, har en stor betydning for økosystemernes trivsel. Det gælder også de mange arter af edderkopper, som findes i Karen Blixens eget Fuglereservat. I august sætter museet derfor spot på edderkopper og inviterer en vaskeægte edderkoppe-ekspert på besøg.
Frederik Leck Fischer er biolog og naturformidler, og så er han ekspert i edderkopper. Lige siden han var dreng, har han været fascineret af natur, spindlere, insekter og andre smådyr. I dag driver han sit eget konsulentbureau "Fortællinger fra felten", hvor han arbejder med at udbrede sin fascination af nogle af de små væsener, som ofte er misforståede.
Frederik har bl.a. været med til at kortlægge Danmarks edderkopper, har fundet nye arter af edderkopper i Danmark og har været nomineret som "Årets naturformidler" for sin sprudlende måde at formidle de ottebenede væsener på.
Sammen med Frederik Leck Fischer inviterer Karen Blixen Museum til en spændende edderkoppe-blitz, hvor alle eventyrlystne børn og voksne kan være med til at indsamle og registrere edderkopper, inden vi sætter dem ud i naturen igen. Museet udlåner udstyr til indsamling, og sammen laver vi en artsliste, som vi indberetter på arter.dk.
Undervejs hjælper Frederik med at artsbestemme edderkopperne og fortæller spændende historier om deres levevis.
På dagen kan du også møde museets biolog Anne-Mette Høeg Andersen og naturvejleder Anne Cathrine Spork (som også er ret sej til edderkopper, og som i august tilbyder edderkoppeforløb til skoler og børnehaver på Karen Blixen Museum).
Mødested: Plænen foran havedammen.
Karen Blixens Fuglereservat er et naturområde på 15 Ha, som rummer hundredårige gamle træer, vildskov, enge med græssende dyr og vandhuller. Karen Blixen oprettede Fuglereservatet på Rungstedlund i 1958 for at tilgodese natur og fugleliv. Edderkoppe-blitz er en del af projektet "I Karen Blixens Fodspor", som er støttet af Nordea-fonden. Her er der fokus på fuglene, som Karen Blixen elskede så højt i et forsøg på at skabe en samhørighed mellem kulturen og naturen i Blixens navn.
Hos Madam Carlsens Bistro og Café er der mulighed for at spise frokost eller få en kop varm kakao m. kage før eller efter edderkoppe-blitzen. Vi anbefaler at bestille bord - BESTIL HER .

Refundering og ombytning:Der gælder ingen
fortrydelsesret for køb af billetter til dette arrangement. Købte billetter
refunderes kun i tilfælde af aflysning. Selve refunderingen foretages af Karen
Blixen Museum, og der refunderes til det betalingskort, der blev anvendt
ved køb af billetterne. Købte billetter
refunderes ved flytning af arrangementet til ny dato, hvis den nye dato ikke
har interesse for kunden.
OBS! Ordregebyr
betalt i forbindelse med billetkøbet refunderes ikke ved aflysninger og
flytning til ny dato.