Nakskov Bibliotek

Søvej 8, Nakskov

Wednesday 27 November 2024, 7 pm - 9 pm.

Organizer: Maribo Bibliotek



Lectures

Hægtet af det digitale Danmark

Kom til foredrag med Jakob Sorgenfri Kjær.

Foredrag v. Jakob Sorgenfri Kjær

Med mennesket i fokus adresserer Jakob Sorgenfri Kjær de sundhedsmæssige og demokratiske konsekvenser af den digitalisering, der forandrede vores liv og samfund i løbet af ganske få år. Journalisten bryder tabuer og problematiserer, hvordan en teknologibegejstret stat har sat mange borgere i en udsat position, hvor de risikerer et tab af ydelser, rettigheder, muligheder og værdighed. Foredraget tager afsæt i Jakob Sorgenfri Kjærs bog "Kig op" (2024) og hans prisvindende artikelserie i Politiken om 'den digitale underklasse'. Den mere end 60 artikler lange serie handler om alle dem, der på den ene eller anden måde bliver hægtet af i mødet med det digitale Danmark og velfærdsstatens tiltagende krav til selvbetjening. Undersøgelser viser, at op mod hver tredje dansker i større eller mindre grad er udfordret af digitaliseringen. Velfungerende borgere i alle aldre risikerer at blive digitalt udsatte, enten kortvarigt eller permanent.

I det danske velfærdssamfund bryster vi os af en høj tillid til hinanden og til staten. Men hvordan påvirkes tilliden og sammenhængskraften i et samfund, hvor skærme i stigende grad afløser mødet mellem mennesker?

Om Jakob Sorgenfri Kjær
Jakob Sorgenfri Kjær er journalist på Politiken, hvor han på indlandsredaktionen beskæftiger sig med infrastruktur, digitalisering, sundhed og velfærd. Han har han også af flere omgange været en del af avisens gravergruppe, hvor han har været med til at afsløre svindel for millioner, brud på IT-sikkerhed og ulovligheder under metrobyggeriet. Han har siden modtaget flere priser for sit journalistiske arbejde, og er derudover forfatter til bogen "Kig op" (2024), hvor han undersøger hvordan skærmene kom imellem os og hvordan vi tager kontrollen tilbage.

En del af en foredragsrække om digital sundhed

Foredraget er det tredje og sidste i en foredragsrække om digital sundhed, der er blevet til i et samarbejde mellem LollandBibliotekerne, AOF, FOF, Fora Fritid og Teologihøjskolen Lolland. Læs mere om foredragsrækken her.

Om Biblioteksklubben

Vil du have rabat på billetten til et eller flere af foredragene, kan du melde dig ind i bibliotekets medlemsklub. Det er gratis at blive medlem af Biblioteksklubben, og alle kan være med. Er du ikke allerede medlem, så kan du blive det ved at skrive dig op til vores nyhedsmail på Modtag vores nyhedsmail | LollandBibliotekerne eller ved personlig henvendelse til biblioteket. For at opnå rabatten skal du ved billetkøb indtaste den billetkode, du får tilsendt i nyhedsmailen.

Entrance fee: 25 DKK - 80 DKK - 100 DKK

Buy/order ticket Read more on the website